Vil udvikle nyskabende oplevelsescenter i Kalundborg
Første skridt har været at samle 1 mio. kr. til at gennemføre en indledende for-analyse. Den økonomi har man fundet mellem parterne, og de ser nu frem til at rykke projektet fra idestadie til et konkret projekt.

Et oplevelsescenter om naturvidenskab og bæredygtighed er på vej til Kalundborg. Det meget anerkendte Experimentarium, der ligger nord for København, er inspireret af udviklingen i Kalundborg og af Symbiosen og den samskabelse, som man er lykkes med. Derfor ønsker Experimentarium at skabe endnu et interaktivt state-of-the-art oplevelsescenter - Experimentarium Symbiosis i Kalundborg, det skriver Experimentarium i en pressemeddelelse.
”Vores mål er at skabe et oplevelsescenter, der med inspiration fra både Campus Kalundborg, Kalundborg Symbiosis, Experimentarium og partnernes praksis præsenterer og undersøger naturvidenskabens og bioteknologiens enorme muligheder i dag og i fremtiden.
Vi ønsker at vise, hvordan vi i det 21. århundrede kan skabe værdi for flere gennem fællesskaber og ressourcedeling. Vi åbner døren til fremtidens produktion, hvor vi lærer af naturens evne til at genanvende, udnytte og udvikle til et fælles bedste. Et vindue til formidling af produktions-Danmark. Nu og ind i fremtiden”, fortæller adm. direktør Kim Gladstone Herlev fra Experimentarium.
Det nye projekt udspringer af samarbejdet bag initiativet ”Sammen om Kulturen” som Kalundborg Kommune, Novo Nordisk og SJF Bank blandt andet er en del af. Sammen med Campus Kalundborg har man drøftet, hvordan ideen om et Experimentarium i Kalundborg kunne realiseres.
Første skridt har været at samle 1 mio. kr. til at gennemføre en indledende for-analyse. Den økonomi har man fundet mellem parterne, og de ser nu frem til at rykke projektet fra idestadie til et konkret projekt.
"I dag er vi kommet ét skridt tættere på et Experimentarium i Kalundborg. Vi er begejstrede for at indgå i et samarbejde om en for-analyse, der kan føre til et oplevelsescenter – et Experimentarium – i Kalundborg. Dette projekt bygger ovenpå de allerede eksisterende initiativer som Kalundborg Symbiose, Campus Kalundborg, Alliancen Biotekbyen og initiativet ‘Sammen om Kulturen’. Opskriften på at lykkes er det stærke samarbejde på tværs af offentlige og private organisationer om at skabe og understøtte bæredygtig udvikling lokalt. Med en ny, professionel og ambitiøs samarbejdspartner som Experimentarium får vi muligheden for at bidrage til noget unikt, der både vil gavne den lokale kultur, understøtte uddannelsessatsningen og skabe en bredere bevidsthed om de spændende initiativer, der udvikler sig i Kalundborg,” siger Michael Hallgren, Produktionsdirektør, Novo Nordisk Kalundborg. Han fortsætter:
”Experimentarium Symbiosis er et perfekt match som et første flagskibsprojekt for initiativet 'Sammen om Kulturen', som Novo Nordisk støtter, og som har til formål at styrke oplevelser og events i takt med Kalundborgs udvikling. Novo Nordisk har i mange år ydet en væsentlig økonomisk støtte til både kulturelle og uddannelsesmæssige tiltag i Kalundborg, og vi understøtter aktivt initiativer, der kan udvikle byen og sammenhængskraften i lokalområdet. Derfor er det en vigtig del af for-analysen at udvikle en plan for inddragelse af borgere og lokale partnerskaber, så projektet får en stærk lokal forankring, hvilket vi i Novo Nordisk anser for afgørende.”
Glæden deles af Campus Kalundborg, der lægger vægt på uddannelsesperspektivet og den stærke inspiration, som centret kan være for børn og unge.
”En væsentlig del af oplevelsen for alle vil være den levende formidling, som helt oplagt kan varetages af studerende fra Campus Kalundborg og uddannede formidlere.
Ved hjælp af hands-on oplevelser, digitale værktøjer, workshops, kurser og undervisningsforløb skal Experimentarium Symbiosis give mulighed for at lege, røre, sanse, eksperimentere, reflektere, udveksle og blive klogere sammen,” fortæller Daniel Schwartz Bojsen, formand for foreningen Campus Kalundborg og direktør i Absalon.
”Det er en stor anerkendelse af den udvikling, der er i Kalundborg, når Experimentarium forsøger at skabe et helt nyt oplevelsescenter lige præcis her. Det kan blive et fyrtårn, der lyser ud over hele Sjælland, og som tiltrækker gæster og turister fra hele landet. Virksomheders og uddannelsesinstitutioners samarbejde med kommunen har som ”Kalundborgmodellen” skabt opmærksomhed, og indsatsen krones nu forhåbentligt med et oplevelsescenter, der netop bygger på det unikke for Kalundborg,” udtaler Søren Kjærsgaard, udviklingsdirektør i SJF Bank, der fortsætter:
”Vi er utrolig glade for, at vi kan hjælpe Experimentarium Symbiosis på vej og ser frem til resultatet af for-analysen, der helt konkret vil sætte ord på betydningen for Kalundborg og den positive fortælling, det vil skabe om vores område”.
Der er på nuværende tidspunkt ikke taget stilling til hvor oplevelsescentret skal bygges, det skal for-analysen være med til at bestemme.
Parterne oplyser, at der fortsat er mulighed for, at andre interesserede kan engagerede sig i initiativet og støtte op om for-analysen. Henvendelser om dette kan ske direkte til Kim Gladstone Herlev.