Video: Juletræstænding et stort tilløbsstykke

Undervejs gennem Kordilgade havde julemanden travlt med at hilse på de mange børn som fulgte med optoget.

Af Jens Nielsen

Julemanden har sent søndag eftermiddag tændt det store juletræ på Klostertorvet, så nu er julen for alvor kommet til Kalundborg.

Rigtigt mange børn og voksne var mødt op for at være med til at tænde det store juletræ på Klostertorvet i Kalundborg, som markerer at nu er det jul.

Det store optog med Slagelsegarden i spidsen, julemand i kane, hjælpenisser, Cykling uden alder, de uniformerede korps, samt masser af børn og voksne, startede ved Kvickly.

Herefter gik optoget ad Nygade og hele vejen igennem Kordilgade og frem til Klostertorvet, hvor elever fra Musisk Skole i Kalundborg sang julesange for de mange fremmødte.

Julemanden fik hjælp fra sine to hjælpenisser Lillelys og Kogle på Klostertorvet.  

”Nu skal vi jo tænde juletræet og jeg går ud fra, at i alle sammen er kommet for at hjælpe og har i sørget for at sende ønskesedler til julemanden,” sagde julemanden til de mange børn inden han talte ned fra 10 og på magisk vis blev der lys i det store juletræ midt på Klostertorvet.

Undervejs gennem Kordilgade havde julemanden travlt med at hilse på de mange børn som fulgte med optoget.

Da det store flotte juletræ var blevet tændt, var der bolcher til store og små børn, mens elever fra Musisk Skole underholdt fra scenen.

Jo, nu er det jul igen.

Juletræstændingen var arrangeret af handelsstandsforeningen Vores Kalundborg og formand Hans-Henrik Nielsen takker for det store fremmøde til juletræstændingen.

Del