Video: Det er som at komme fra en Opel til en Ferrari

Ingen tvivl om, at det er en helt anden butik kunderne nu træder ind i, lys, venlig og med masser af varer på hylderne.

Af Jens Nielsen

Nu er der igen en dagligvarebutik på Røsnæs, mandag formiddag blev en helt nyindrettet Min Købmand indviet og kunderne strømmede til.

Det er fire måneder siden, at Brugsen i Ulstrup på Røsnæs måtte lukke grundet dårlig økonomi. Siden har en række af frivillige arbejdet på at få en ny dagligvarebutik på Røsnæs og efter en stor renovering af de tidligere butikslokaler fra Brugsen, helt nyt inventar og mange timers arbejde fra især frivillige er det nu lykkedes at få skabt et nyt sted at handle for dels de fastboende på Røsnæs og dels de mange sommerhusgæster.

Mandag først på dagen blev der budt på kaffe og rundstykker til de mange som var mødt op til indvielsen og kl. 10 klippede folkene bag initiativgruppen det røde bånd og overrakte en stor nøgle til købmand Kim Rørsø Trosbjerg, som takkede for det store arbejde der er blevet gjort for at gøre Min Købmand mulig.

Og ingen tvivl om, at det er en helt anden butik kunderne nu træder ind i, lys, venlig og med masser af varer på hylderne.

”Det er som at komme fra en Opel og over i en Ferrari, det er fantastisk,” sagde Kim Rørsø Trosbjerg, bl.a.i sin tale til de mange som var mødt frem til åbningen.

Nu håber både købmand og initiativgruppen, at folk på Røsnæs støtter op om den nye dagligvarebutik.

Del