"Vi ønsker ikke at blive Europas CO2-skraldespand"
Medlemmer af Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg var mandag på besøg i Havnsø.
Af Jens Nielsen
Lokale borgere var mandag eftermiddag mødt op ved Værftet i Havnsø med skilte og bannere, hvor der bl.a. stod ”Pas på os i Havnsø og omegn” og ”Nej til at bo på CO2” i forbindelse med, at medlemmer af Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg var på besøg i Havnsø.
Mandag eftermiddag var medlemmer af Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg på besøg i Havnsø. Her mødtes de med flere af de foreninger og grupper, der kæmper for at undgå det CO2-affaldsdepot, som konsortiet CO2 Storage Kalundborg planlægger. Konsortiet består af olie- og gasselskabet Equinor, Ørsted og Nordsøfonden. Det oplyser Miljøforeningen Havnsø-Føllenslev i en pressemeddelelse.
Depotet kan opnå en udbredelse på 120 km2 svarende til 12.000 ha og strække sig fra Havnsø i nord til Buerup og Jorløse i syd, fra Svinninge i øst og til Saltbæk i vest. Byer som f.eks. Bregninge, Viskinge, Jyderup og Snertinge ligger i det udpegede område.
Miljøet på land, hvor vi bor
Rikke Volf, formand for Miljøforeningen Havnsø-Føllenslev udtaler: ”Vi er meget glade for, at udvalgsmedlemmerne fra Socialdemokratiet og de Konservative gav sig tid til at lytte til de problemer, vi ser, ved at skulle bo ovenpå et gigantisk CO2-affaldsdepot.”
Rikke Volf fortsætter: ”Vi fortalte, at vi ikke ønsker at blive Europas CO2-skraldespand og vi synes, at det er en forkert beslutning, at Regeringen årligt vil importere i størrelsesordenen 10 millioner til 100 millioner ton CO2 til Kalundborg via pipeline eller skibe fra hele Europa. Med den ene hånd vil Equinor kunne fortsætte med at pumpe olie og gas op af Nordsøen og med den anden tjene milliarder på at pumpe CO2 ned under vores huse. Vi mener, der er et stort demokratisk såvel som miljømæssigt problem i det her.”
Henrik Harboe, læge og formand for Miljøforeningen Ren Nekselø Bugt udtaler: ”Vi er meget bekymrede over det projekt, Energistyrelsen har åbnet op for. Nedpumpning af så store mængder CO2 under beboede områder er en uprøvet teknologi i Danmark med ukendte konsekvenser for beboerne. Hvis det drejede sig om godkendelse af en ny type medicin, var det ikke blevet tilladt.”
Havmiljø
Miljøforeningerne ser det også som et stort problem, at en kommende CO2-deponering vil komme til at gå ud under havet i Nekselø Bugt og Sejerø Bugt. Det vil være i strid med Helsingforskonventionen (HELCOM), der beskytter havmiljøet i Østersøen mod dumpning af affald. Det gælder også, når affaldet begraves under havbunden.
Når den komprimerede CO2 deponeres, er væsken lettede end det tunge salte vand i undergrunden. CO2en vil derfor søge opad, og derfor skal der være en helt tæt forsegling over depotet. Toppen af Havnsøstrukturens forsegling ligger under Vesterlyng ved kystlinjen. Den sammenpressede CO2 vil derfor søge mod denne top og kan ikke undgå at spredes ud under havbunden i habitatområderne i Nekselø Bugt og Sejerø Bugt. Operatørerne bliver derfor nødt til enten at opgive nedpumpningen i området eller flytte injektionsbrøndene længere sydpå mod Jyderup, men det vil kun udskyde problemet, står der i pressemeddelelsen.
Miljøforeningerne ser også store problemer forbundet med de seismiske målinger, der indledningsvis og løbende skal udføres i de naturbeskyttede habitatområder i Nekselø Bugt og Sejerø Bugt.
”Havmiljøet i de indre danske farvande er enormt presset i disse år. Vi skal for enhver pris undgå yderligere belastning af havdyrene med seismisk støj og udsivning af CO2 til havbunden”, siger de to formænd samstemmende.
Oplysning og samarbejde
Begge foreninger siger, at de vil fortsætte deres arbejde med at oplyse om problemerne ved landbaseret CO2-deponering og for at undgå, at det nordvestsjællandske område bliver Europas CO2-skraldespand. Foreningerne vil gerne samarbejde med borgerne i Jyderup og de andre berørte byer og generelt øge samarbejdet med ligesindede danske og europæiske organisationer i forsøget på at få politikerne til at tage den landbaserede CO2-deponering ud af planerne.