Verdens ældste skoleskib gæster Kalundborg

”I mange år var det tradition, at skibet årligt lagde til ud for Kysthospitalet i Kalundborg, og lod eleverne ro i land og gå ture og ro ud med patienterne på Kysthospitalet. I dag er det med samme respekt for forbindelsen mellem skibet og Kalundborg, at vi glæder os til at lægge til kaj.

Verdens ældste skoleskib gæster Kalundborg
Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Georg Stage er verdens ældste, civile skoleskib og et forbillede for mange andre skibe. Det er også verdens eneste uafhængige skoleskib, fordi det ikke tilhører en skole på land ligesom andre skoleskibe. Fra den 4. til 6. august gæster Georg Stage Kalundborg hvor der vil være mulighed for at komme ombord.

Det første Georg Stage-skib blev søsat i 1882 og sejlede frem til 1934, hvor det nuværende skib blev bygget.

Skibet er en tre-mastet fuldrigger – kendt som alle skibes moder. En fuldrigger er et skib med sejl på alle master, som alle er fuldriggede.

Søndag formiddag d. 4. august anløber Georg Stage Kalundborg Havn med 63 elever ombord der glæder sig til at opleve en af Danmarks mest aktive havne.

Georg Stage vender hjem 

Der består et særligt bånd mellem Skoleskibet Georg Stage og Kalundborg.

Skibet og skolen er Skibsreder Frederik Stages vision, udviklet efter, at han, i 1880, havde mistet sit eneste barn, sønnen Georg Stage, som i en alder af 23 år, omkom som offer for tuberkulose på Kysthospitalet på Røsnæs.

Frederik Stage skabte med skibet verdens første civile skoleskibsuddannelse, som stadigvæk sætter sejl og uddanner unge til et liv som søfarende.

”I mange år var det tradition, at skibet årligt lagde til ud for Kysthospitalet i Kalundborg, og lod eleverne ro i land og gå ture og ro ud med patienterne på Kysthospitalet. I dag er det med samme respekt for forbindelsen mellem skibet og Kalundborg, at vi glæder os til at lægge til kaj den 4. august. Vi håber på, at mange kalundborgensere har lyst til at lægge vejen forbi og gæste skibet,” fortæller Lars Oskan-Henriksen fra Stiftelsen Georg Stages Minde.

Kom fordi til en snak 

I forbindelse med anløbet i Kalundborg er der mulighed for at komme ombord og opleve det flotte gamle skoleskib ligesom der vil være en række aktiviteter på kajen.

Det foregår søndag og mandag fra kl. 12 til 20 og tirsdag fra kl. 12 – 15.

”Vi står på kajen med kaffe og bolcher. Der er aktiviteter for børn og barnlige sjæle, og et par af vores tidligere elever kan fortælle om skibet, livet ombord og hvad et togt på Georg Stage har betydet for dem,” fortæller Lars Oskan-Henriksen. 

Åbent skib

Der er åbent skib søndag kl. 13- 15 og 18 – 20 samt mandag kl. 18- 20

Alle er velkomne til at gå ombord hvor nuværende elever står klar til at besvare spørgsmål og fortælle lidt om hverdagen. Tilmelding er ikke nødvendig.

Uddannelsesvejledning og rundvisning                   

Mandag kl. 14 vil der være et arrangement for FGU-elever og erhvervsskoler hvor et par af eleverne giver en rundvisning og en snak om hvad man lærer ombord på Georg Stage og hvordan det er at være elev ombord. Efterfølgende vil skoleskibets uddannelseskoordinator fortælle om, hvad man kan bruge en uddannelse fra Georg Stage til.

Dette arrangement er henvendt til elever og lærere på skoler og uddannelsesinstitutioner i Kalundborg og omegn. Tilmelding er nødvendig på marie.hjorhoy@georgstage.dk eller 93996063

Uddannelses- og karrierevejledning     

Mandag kl 16 og tirsdag kl. 13 vil der være et arrangement målrettet vejledere med unge som målgruppe.

Dette arrangement er henvendt til UU-vejledere, FGU-vejledere og andre der beskæftiger sig med unge, uddannelse og vejledning.  Tilmelding er nødvendig på marie.hjorhoy@georgstage.dk eller 9399606

Skoleskibet Georg Stage er en sejlende erhvervsuddannelse, som hvert år uddanner unge til den maritime branche. De maritime fag er i rivende udvikling og der er brug for masser af søfolk til både Det Blå Danmark og Den Grønne Omstilling. En uddannelse på Georg Stage tager 20 uger, er SU-berettiget. 95% af eleverne gennemfører uddannelsen og af disse er 99,9% i job eller videre uddannelse 3 år efter togtafslutning, oplyser Stiftelsen Georg Stages Minde.

Se også - Video: For fulde sejl

Del