Velfærd og skattesænkninger?
Læserbrev: Velfærd og skattesænkninger?
De Konservative varmer op til det kommende folketingsvalg ved at ville spare 18 milliarder kr. på velfærden. Venstre kører store reklamekampagner mod familier på kontanthjælp. De Konservatives plan giver den rigeste ene procent af befolkningenskattesænkninger på 108.000 kroner per person, og den gennemsnitlige direktør får 7,5 gange så meget ud af det i forhold til den gennemsnitlige arbejder. Og Venstre kører et primitivt forsøg på at spille almindelige lønmodtagere ud mod mennesker på sociale ydelser.
Det virker helt absurd, når man ser på den realpolitiske verden ude i kommunerne, hvor det kommunale selvstyre har det svært grundet budgetlovens skatte- og serviceloft og en absurd stram aftale mellem Regeringen og KL, hvor der slet ikke er skelet til de katastrofer vi ser inden for inklusion, specialundervisning og i det hele taget det specialiserede område. Vi sidder lige nu i kommunerne og skal spare, spare og atter spare på det kommunale budget forud for budgetforhandlingerne. I Kalundborg Kommune skal vi finde 25 mio. kr. før vi overhovedet kan begynde at se på at udvikle noget som helst via nye initiativer. I andre kommuner er det meget værre! Derfor er det for mig ubegribeligt, at de borgerlige partiers strategier op til valget er som beskrevet ovenfor - når det er helt åbenlyst, at der skal flere midler til for at løse de åbenlyse udfordringer vi står over for i kommunerne! Husk det når du stemmer til det kommende folketingsvalg!
Thomas Malthesen Hiorth, kommunalbestyrelsesmedlem, SF Kalundborg