Vandrende vandrerhjem fandt det perfekte sted

Af journalist Sonja Husted Rasmussen

Planerne om Kalundborg Vandrerhjem nåede at blive 10 år, før vandrerhjemmet endelig kunne indvies den 16. april 1993.   

Der skulle gå 10 år, fra planerne om Kalundborg Vandrerhjem startede, til de kunne realiseres. Vandrerhjemmet kom til at svare til sit navn, for i 10 år vandrede det fra placering til placering, før politikerne kunne blive enige om et blivende sted. Til sidst lykkedes det, og nu har vandrerhjemmet ligget på Stadion Allé i over 30 år til glæde for både turister og lokalbefolkning.

En af dem, der har et indgående kendskab til vandrerhjemmets lange historie, der fik en happy end, er daværende kommunaldirektør Anders Villadsen, der var sekretær for byggeudvalget.

Han har nedfældet en detaljeret beretning, som vi støtter os til i denne artikel, og vi har sat Villadsen stævne på vandrerhjemmet en efterårsdag i 2024.

Det hele begyndte i eftersommeren 1983, da Kalundborg Vandrerhjemsforening blev dannet med det formål at etablere et vandrerhjem i Kalundborg.

Rammen om vandrerhjemmet skulle ifølge foreningen være Strandlyst på Vestre Havnevej.

Det blev som bekendt ikke til noget, og siden vandrede vandrerhjemsplanerne til trekantsområdet mellem Esbern Snaresvej og Gl. Røsnæsvej, et sted der senere blev trukket frem igen, men altså uden held.

- Man vidste, at man ville have et vandrerhjem, men ikke hvor det skulle ligge, husker Villadsen.

I slutningen af 1985 udarbejdede kommunen et forslag til placering af et vandrerhjem ved Ellinglund med indkørsel fra Gl. Røsnæsvej.

I 1987 kom forslag om en alternativ placering på bordet, nemlig ved Kalundborghallerne i Munkesøgade, men vandrerhjemsforeningen gik fortsat ind for placeringen ved Ellinglund og meddelte, at den ikke ville engagere sig, hvis byrådet måtte beslutte at vælge en placering i Munkesøgade.

Så kom Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomité på banen og meddelte i 1987, at foreningen gik ind for en placering af vandrerhjemmet i trekantsområdet.

Den 21. marts 1988 vedtog et flertal i byrådets økonomiudvalg at anbefale en placering i Munkesøgade vest for Kalundborghallerne, mens et mindretal foretrak en placering ved Ellinglund.

Farvel og tak

På byrådets møde den 12. april 1988 var tre placeringer til afstemning: Trekantsområdet, Ellinglund og ved Kalundborghallerne. Ingen af forslagene blev vedtaget, og så mente vandrerhjemsforeningen, det kunne være nok. Den 16. december meddelte foreningen ved Mogens Rosendahl, at den var blevet opløst 1. november 1988, da foreningen mente, at når byrådet ikke kunne enes om en placering, blev grundlaget for foreningens arbejde fjernet.

Efter forhandlinger med Danmarks Vandrerhjem foreslog daværende borgmester Aage Bejnrod økonomiudvalget at placere vandrerhjemmet ved Kalundborghallerne, og denne gang var der flertal i byrådet for forslaget, om end det var knebent. 9 stemte for, 8 imod, og 2 af byrådets dengang 19 medlemmer var fraværende.

Hemmeligheder under mulde

Men undergrunden i det gamle Kalundborg gemmer på hemmeligheder, der kommer for dagen, når arkæologerne går i gang med at grave. Sådan var det også på arealet vest for svømmehallen, hvor vandrerhjemmet skulle have været bygget. De arkæologiske udgravninger bragte blandt andet en gørtlergård fra middelalderen for dagen. En gørtler laver blandt andet beslag til bælter, låsebeslag og dørgreb af messing og bronze. Ved udgravningen blev der fundet rester af en stor ovn, rester af støbeforme og af bronzeaffald, så det var bronzestøberens værksted fra middelalderen, der spændte ben for vandrerhjemmet. Der var ikke penge til at grave fortidsmindet frem i lyset. Det er der stadig ikke, og middelalderfundet ligger den dag i dag godt beskyttet og putter sig under et lag grus og en dyne af græs og venter på bedre tider.

For tæt på bymuren

Vandrerhjemsprojektet måtte ændres, så byggefeltet kom til at gå uden om gørtlergården, og i februar 1990 godkendte Fredningsnævnet vandrerhjemsprojektet ved Munkesøgade vest for svømmehallen.

Men Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomité ankede afgørelsen til Overfredningsnævnet, og det endte med, at den instans vendte tommelfingeren nedad til projektet, ikke af hensyn til gørtlergården men af hensyn til naboen, nemlig resterne af bymuren. Dermed var udgifterne til projekteringen ved Munkesøgade spildt.

De gik en tur

Hvad nu? Villadsen husker, at han og den nyvalgte borgmester Arne Nielsen gik en tur for at finde ud af, hvor vandrerhjemmet så kunne være. De endte i Munkesøen og kiggede på arealet, hvor vandrerhjemmet nu ligger, men der kom andre forslag på bordet. Faktisk fremlagde borgmesterkontoret og teknisk forvaltning i oktober 1990 ikke færre end 12 alternative placeringsforslag, og man koncentrerede sig om tre placeringsforslag: Munkesøen, trekanten mellem Gl. Røsnæsvej og Røsnæsvej og Ellinglund skov, og endelig blev politikerne enige. Den 13. november 1990 enedes alle byrådets medlemmer om placeringen i Munkesøen.

Der var dog lige et par knaster, der skulle væk: Gartnerafdelingen havde et maskinhus og nogle skure, der skulle fjernes, og der lå et hus, Lundemarken 12, som kommunen købte og lod rive ned.

Naboerne brød sig ikke om placeringen af et vandrerhjem midt i et villakvarter, og protesterne resulterede i, at alle indgange blev orienteret mod øst og nord, altså væk fra Lundemarken.

Vandreblok ved vandrerhjemmet

Udbudsformen blev totalentreprise, og Carsten Nielsen A/S Rørby blev antaget som totalentreprenør. Arkitekter var Tegnestuen, Slagelse.

Så kunne byggeriet endelig gå i gang, og borgmester Arne Nielsen tog det første spadestik den 8. april 1992.

I forbindelse med piloteringen stødte totalentreprenøren på en stor kampesten, meget relevant en vandreblok fra istiden. Byggeudvalget besluttede at bruge den som vandrerhjemmets navnesten ved indgangen, hvor den stadig kan ses – med årstallet 1993.

I november 1992 vedtog økonomiudvalget at ansætte Ulrikka og Jens Worsøe som værtspar. Dermed havde de to mulighed for at være med i de sidste detaljer i byggeriet og i en del af indkøbet af inventar.

Ulrikka og Jens Worsøe nåede at være vandrerhjemmets meget vellidte værtspar i 30 år, før de gik på pension. Maja og Thomas Helbo Jensen købte vandrerhjemmet sidste år, og nu vandrer nye vinde over vandrerhjemmet. Det skal fortsat fungere som vandrerhjem og danner nu også rammen om FysioCenter Kalundborg.

30-årig holder sig godt

Den officielle indvielse af vandrerhjemmet fandt sted den 16. april 1993, altså en halv snes år efter at de første planer om et vandrerhjem i Kalundborg opstod. Villadsen, der er kendt som en grundig mand altid med fakta i orden, nævner i sin historiske redegørelse, at der deltog 150 personer i indvielsen, og vandrerhjemmet modtog i dagens anledning ca. 65 gaver.

I dag, over 30 år senere, kigger Villadsen med tilfredshed på, hvordan vandrerhjemmet tager sig ud i dag. Indvendig synes han, det har holdt sig godt, og det er han glad for.

Allerede samme år som vandrerhjemmet var færdigt, skrev han den historiske redegørelse for tilblivelsen. Det gjorde han på opfordring af Palle Bruun Olsen, der dengang redigerede magasinet Jul i Kalundborg og han bragte artiklen i bladets årgang 1993.

Selv syntes Villadsen, som Palle Bruun Olsen betegner som vandrerhjemsbyggeriets primus motor, at det var noget tidligt at skrive historien allerede dengang, for efter hans mening, var det jo endnu ikke historie.

- Det bliver det, svarede Palle Bruun Olsen – og ret fik han jo.