Vand går som varmt brød

Supermarkederne i Kalundborg sælger i disse dage rigtig meget vand, langt mere end vanligt pga. kogeanbefalingen af vand for mange husstande.

Vand går som varmt brød
Kunderne handler fortsat vand, da der stadig er kogeanbefaling af vandet i mange husstande. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Supermarkederne i Kalundborg sælger i disse dage rigtig meget vand, idet omkring 6.000 husstande er ramt af kogeanbefaling af drikkevandet.

Hos Meny i Kalundborg fortæller købmand Michael Skovgaard Rasmussen, at de har solgt rigtig meget vand, og at kunderne ikke skal være bekymrede for, at de render tør.

”Vi havde taget en buffer hjem i forbindelse med Kalundborg Rock’er, og havde derfor ekstra otte paller. Vi har solgt 22 paller med vand, dvs. 38.000 halv liters vandflasker de sidste tre dage. Normalt sælger vi omkring 1.500 på en uge.”

Bekymring for at mangle vand

I begyndelsen handlede folk rigtig meget vand, fordi de var bange for, at supermarkederne løb tør.

”Vores kunder handlede virkelig meget vand til at begynde med, fordi de var bekymret for ikke at have noget vand. Men nu er det mere behersket, fordi de nu godt ved, at vi altså ikke køber tør – det tør jeg godt love,” siger Michael Skovgaard Rasmussen.

Mindre problemer i Raklev

Hos brugsuddeler Johann Bülow i Dagli’ Brugsen i Raklev sælger man også fortsat mere vand end ellers. Dog er problemerne ikke så store i Raklev, da mange husstande der hører under private vandværker, herunder også Dagli’ Brugsen.

”Vi sælger meget mere vand, end vi plejer, og lige da det kom ud, at der var problemer med rent vand, blev alt revet væk. Dagen efter gik det lynhurtigt igen, og vi sælger fortsat meget. Men i Raklev hører mange husstande jo under Hjortshøj og Brandsbjerg Vandværk, så det er ikke så mange herude, der har problemet. Dog er der flere, der ikke tør drikke vandet selv om, at de ikke hører under det område, hvor vandet skal koges,” fortæller Johann Bülow.

Del