Vær forberedt på sne og isglatte veje

Vi går en tid i møde, hvor det ofte tager lidt længere tid at komme ud af indkørslen med bilen om morgenen.

Vær forberedt på sne og isglatte veje
Den første sne er faldet flere steder i Danmark, og i mange områder meldes der om sort is på vejbanerne. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Den første sne er faldet flere steder i landet, og i mange områder meldes der om sort is på vejbanerne. Danskerne går en tid i møde, hvor det ofte tager lidt længere tid at komme ud af indkørslen med bilen om morgenen.

Når man er klar til at skulle af sted om morgenen, er bilen ikke altid klar til en køretur gennem vinterlandskabet. Man skal ofte bruge lidt ekstra tid på at gøre bilen køreklar, når vinteren er over os, og det glemmer mange - i hvert fald i begyndelsen af vinteren.

Få vinterdæk på og hav god tid

”Jeg tror, vi er flere, der er lidt overraskede, at der allerede ligger så megen sne rundt omkring i landet. Hvis man derfor endnu ikke har fået vinterdæk på bilen, kan jeg kun opfordre kraftigt til, at man får det ordnet hurtigst muligt. Derudover er der mange andre ting, man skal forholde sig til, når det er koldt. Det lyder måske lidt banalt, men mange glemmer, at man hurtigt kan bruge 10 minutter på at gøre bilen klar om morgenen i det kolde vejr, derfor er det en god ide at komme afsted hjemmefra i god tid,” fortæller Trine Bechmann Henningsen, der er skadechef hos LB Forsikring.

Bilisterne har flere opgaver på to-do listen, før de kan køre ud på de glatte veje. De skal sørge for at skrabe ruderne fri for is og sne. Det samme gælder lygter, tag, sidespejle og nummerplade. Det handler om, at man skal kunne orientere sig ordentligt, og at man ikke udgør en risiko for andre i trafikken. Derudover risikerer man at få en bøde, hvis man ikke har skrabet bilen ordentligt fri.

”Det er mørkt i de tidlige morgentimer også om eftermiddagen, når mange kører hjem fra arbejde. Her skal man huske, at de bløde medtrafikanter – cyklisterne og de gående – er sværere at se. Det er i det hele taget godt at have god tid, så man ikke skynder sig i trafikken,” lyder det fra Trine Bechmann Henningsen.

Gode råd til sikker vinterkørsel:

Inden du kører ud, så husk:

  • Hold dig opdateret med vejret
  • Oplad din mobil
  • Tag varmt tøj på
  • Tag vand og snack med

Gode ting at have i bilen:

  • God sneskraber
  • Sneskovl (så du kan grave hjulene fri fra sneen)
  • Tip: Sidder du fast i sneen, kan du bruge måtterne fra bilen og lægge dem ved hjulene, så du ikke laver hjulspind
  • Refleksveste, så du kan ses i mørket
  • Et tæppe til at holde dig varm, mens du venter på hjælp

Del