Ung Kalundborg-sejler både nordisk- og dansk mester
Magne er blandt de bedste i en type windsurfing der kaldes IQ Foil, hvor surfbrættet er udstyret med en finne, der giver mulighed for nærmest at flyve hen over vandet.
Af Jens Nielsen
16-årige Magne Løbner Hass fra Kalundborg har vundet både det danske mesterskab og det nordiske mesterskab i IQ Foil,. Det unge talent har kun sejlet sejlet i tre år.
Det giver både adrenalinsus og en følelse af frihed, når man i høj fart suser henover bølgerne på sit surfbræt, fortæller Magne Løbner Hass, fra Kalundborg Sejlklubs Ungdomsafdeling.
I forrige weekend sejlede han sig til et Danmarksmesterskab i klassen U17 ved et stævne i Ebeltoft. Ved at stævne i Århus i september sikrede han sig derudover titlen som nordisk mester i U17.
Magne er blandt de bedste i en type windsurfing der kaldes IQ Foil, hvor surfbrættet er udstyret med en finne, der giver mulighed for nærmest at flyve hen over vandet. Der kan opnås høje hastigheder i frisk vind, op til 50 km i timen.
Magne er 16 år og bor i Kalundborg, hvor han for tre år siden blev introduceret til windsurfing i Kalundborg Sejlklub. Siden da har han udviklet sit talent, og som han fortæller, skal der mange ugentlige timers styrketræning og sejlads til for at nå et niveau, hvor man kan konkurrere med de bedste.
“Men det er fedt, og sporten er blevet en del af mig”, som han udtrykker det.
IQ Foil er på det olympiske program. Dertil går ambitionerne endnu ikke, men Magne satser på at være blandt deltagerne når næste års Nordiske- og Danmarksmesterskaber indledes.