Udfordringer og fællesskab for børn og unge med synsnedsættelse
En gang om året skabes der et frirum og et fælleskab for børn og unge fra hele landet.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Judo. Svømning. Racer-tandem. Ridning på kæphest eller ægte hest. Fest med koncert, pizza og popcorn. Det er blot et udpluk af aktiviteterne på en uges sommerskole for børn og unge med synsnedsættelser på Synscenter Refsnæs i Kalundborg.
En gang om året skabes der et frirum og et fælleskab for børn og unge fra hele landet. Her kan de hygge sig, udfordre sig selv og møde nye og gamle venner. Sommerskolen - i udgave nummer 57 - arrangeres i tæt samarbejde med Dansk Blindesamfund og Parasport Danmark fra 29. juni til 4. Juli, og hele 89 børn og unge fra 0. til 10. klasse deltager i år. Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.
Møder andre i samme situation
“Til daglig går de fleste i en almindelig folkeskole, hvor de er alene om det at leve med en synsnedsættelse. Her møder de andre, som er ligesom dem selv. Sammen kan de både have det sjovt og bryde grænser. Det ruster dem til et mere selvstændigt liv,” siger sommerskole-leder Annette Petersen fra Synscenter Refsnæs.
De yngste elever har deres lokale synskonsulent eller en anden ressourceperson med. Det er femte år, at de yngste får den chance, og erfaringerne er gode. Flere af sidste års deltagere på mini-sommerskolen har nemlig fået mod på at være mere hjemmefra og deltage hele ugen. Eleverne er opdelt efter alder, overnatter i telte og tilbereder maden over bål.
Erfarne instruktører - som judoinstruktører, goalball-træner og landstræneren i paracykling - er med til at skabe de mange aktiviteter. Dansk Blindesamfund bidrager med fondsmidler.
Program
- Søndag: Ankomst
- Mandag: Åbning, svømning, musik, besøg af hest, judo
- Tirsdag: Musik, judo, bytur, besøg af heste
- Onsdag: Nyby havn, hvor der er kystlivredning, tandemcykling, bytur,
- Torsdag: Krea og spil, træning på sportspladsen, goalball, fest med koncert
- Fredag: Morgentræning, mini-triatlon, afrejse
Om Synscenter Refsnæs
Siden 1898 har Synscenter Refsnæs i Kalundborg hjulpet tusindvis af børn og unge fra hele landet. Stedet har udviklet fra sig fra dengang en lille skole for blinde børn til at være det nationale specialpædagogiske ressource- og videnscenter for børn og unge med synsnedsættelse.
Synscentret hører i dag under Region Sjælland, og har et særligt folkeskoletilbud, en efterskole og STU (Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse) samt flere botilbud.
Desuden tilbydes landsdækkende specialrådgivning og materialeproduktion, hvor synscentret i samarbejde med landets kommunikationscentre understøtter børnenes læring, trivsel og udvikling i alle landets 98 kommuner.