Toget fløjtede udviklingen i Kalundborg i gang

Af journalist Sonja Husted Rasmussen

Åbningen af Nordvestbanen havde enorm betydning for Kalundborgs udvikling. Den 30. december kl. 7,45 er det præcis 150 år siden, det første ordinære tog rullede af sted fra Kalundborg Station med kurs mod Holbæk, Roskilde og København.

Der skulle mange forhandlinger til om både økonomien og linjeføringen, før drømmen blev til virkelighed: En togforbindelse fra Kalundborg til Holbæk, Roskilde og København.

Det lykkedes, og det første tog rullede ud fra den nybyggede Kalundborg Station kl. 7,45 den 30. december 1874, altså for præcis 150 år siden.

1. januar1875 begyndte den ordinære togdrift. I begyndelsen kørte der kun ét tog om dagen i hver retning. Fra Kalundborg kl. 7,45 og fra København kl. 9,15.

Fra 19. februar 1875 kørte der to daglige tog i hver retning og fra 1. maj samme år tre daglige tog. Rejsetiden var 4 timer og 50 minutter, så det var trods alt noget længere tid, end det tager i dag, selv når passagererne på grund af sporarbejde må tage turen videre i togbusser.

Hvis alt fungerer optimalt, og det gør det skam nogle gange, er rejsetiden i dag Kalundborg-København 1 time og 27 minutter.

Over Frederikssund

Rejsetiden på de 4 timer og 50 minutter kunne have været meget længere, hvis de første planer om linjeføringen var blevet realiseret.

I 1869 blev der vedtaget en lov om anlæg af en jernbane gennem det nordvestlige Sjælland, og de følgende år blev det heftigt diskuteret, hvor skinnerne skulle lægges.

25. juni 1870 underskrev kong Christian den 9. loven om anlæggelse af en jernbane fra København over Frederikssund til Holbæk og Kalundborg.

Det blev som bekendt ikke til noget, og der var også debat om, hvem der skulle anlægge banen.

Af Kalundborgs Historie, bind 2, fremgår det, at staten ønskede, at Det sjællandske Jernbaneselskab skulle have koncession på anlægget af banen. Det var selskabet imidlertid ikke interesseret i, da det allerede var engageret i Falsterbanen og stemte derfor på sin generalforsamling i 1870 imod at gå ind i projektet.

Det kunne have endt med, at et privat selskab støttet af udenlandsk kapital ville få koncession til at anlægge en bane over Frederikssund med Kalundborg som endestation.

Men så greb Privatbankens direktør C.F. Tietgen ind – af økonomiske grunde. Tietgen havde penge i klemme hos Det sjællandske Jernbaneselskab på grund af Falsterbanen, og fik selskabet ikke koncessionen på Nordvestbanen, ville Privatbanken lide et betydeligt tab.

Det endte med en byttehandel, hvor Privatbanken og Tietgen overtog Falsterbanen for til gengæld at stå som hovedentreprenør for anlæg af Nordvestbanen. Det sagde Det sjællandske Jernbaneselskab ja til, og Kalundborg fik sin jernbane, uden at de rejsende måtte tage turen over Frederikssund.

Toget brød den isolation, der ellers havde præget byen. Kalundborg var kørt ud på et sidespor. I 1856 havde byen mistet færgeforbindelsen til Jylland, for udviklingen gik uden om byen. Danmarks første jernbane åbnede mellem København og Roskilde i 1847, og den blev forlænget til Korsør i 1856 – og den forlængelse havde Kalundborg ikke megen glæde af.

Det stod i avisen

Anlægsarbejdet i forbindelse med Nordvestbanen gik i gang, og der blev travlhed også i Kalundborg. I Kallundborg Avis blev der indrykket annoncer med søgning af arbejdskraft for eksempel den 23. august 1873, hvor 30 arbejdsmænd ifølge en annonce straks kunne få arbejde.

Der blev også behov for murersvende, da stationsbygningerne på strækningen skulle opføres – og det til for Kalundborg-området hidtil uhørte lønninger.

Det hed nemlig i en annonce i december samme år, at murersvende blev garanteret aflønning på københavnerniveau. Det var ikke set tidligere i Kalundborg.

Travlhed og vækst

Fra at være en lille og stille by blev Kalundborg omdannet til et område præget af travlhed og vækst og kan nok sammenlignes med Novo-aktiviteterne i dag. Masser af arbejdere var i gang i og ved Kalundborg, og ifølge beskrivelsen i Kalundborgs Historie rullede tungtlæssede vogne hvert andet øjeblik gennem Kordilgade, fra fjorden hørtes konstant rambukkens dumpe slag, og på havnen blev der bakset med udlosning af tungt materiel.

Redaktør Christian G. Tortzen skrev begejstret i sin avis Kallundborg Avis: En uhyre mængde materiel til jernbanens bygning, sveller, skinner, hegnspæle, lægter og mursten er for tiden ophobet ved byen, og meget mere ventes.

Fløjten lød

Senere på året 1873 ankom et lokomotiv med skib, og i marts 1874 hørtes for første gang lokomotivets dampfløjte som det hørlige bevis på en ny æra. Priserne på boliger steg og blev i mange tilfælde dobbelt så høje sammenlignet med få år tidligere.

Så oprandt den store dag, da sporene var lagt, drejeskiven installeret, og alt var parat til modtagelse af et prøvetog. Det ankom 18. december 1874 kl. 15,30 og bestod af damplokomotivet Baldur, en passagervogn og 3 godsvogne belæsset med udstyret til stationsbygningen.

Med passagervognen var banens hovedentreprenør C.F. Tietgen og Privatbankens bestyrelse og bankråd.

Fanget i snestorm

30. december kl. 7,45 futtede så det første ordinære tog afsted fra Kalundborg Station. Det gik godt. Det gjorde det ikke dagen efter. Nytårsaften rasede en snestorm, og et tog med 60 passagerer kørte fast i snemasserne i nærheden af Tølløse. Samtlige passagerer måtte overnatte på en gård i nærheden.

En af de positive virkninger af den nye togforbindelse var, at samtidig med åbningen af banen åbnedes igen en overfartsforbindelse mellem Kalundborg og Aarhus.

Kongeligt besøg

Meget fornuftigt fandt den officielle indvielse af Den nordvestsjællandske Jernbane ikke sted midt i den kolde vinter men først 29. juni 1875 og det med kongelig deltagelse: Kong Christian den 9., dronning Louise og flere medlemmer af den kongelige familie.

De blev transporteret i det kongelige tog trukket af lokomotivet Norne, der i dagens anledning var udsmykket med flag og grønne grene.

Ved festlighederne holdt borgmesteren en højstemt tale. Han hed Wraae, dengang.

Vand til damplokomotiverne

Ved Bredekildevej er der stadig minder om dengang, Kalundborg fik sin togforbindelse mod øst.

Det var nødvendigt at skaffe vand til damplokomotiverne, men Kalundborg fik først vandværk i 1894, så man valgte at etablere en vandledning fra det vandrige og højt beliggende område ved Bredekilde til stationen i Kalundborg.

Det står at læse på et skilt, forfattet af lokalhistoriker Palle Bruun Olsen. Under overskriften Nordvestbanen og Bredekilde står der, at vandet blev opsamlet i et par samlebassiner ved Bredekilde. Herfra blev der anlagt en vandledning over Kalundborg Slots Ladegårds (Kålund Klosters) jorder, mod at godsejer Lawaetz fik lov til at få del i vandforsyningen.

Lige syd for Kålund Kloster fortsatte vandledningen over Torvet og videre gennem Slotsgade og Strandstræde. Fra Havnepladsen løb vandledningen mod øst til jernbanearealet og gjorde nytte, indtil det sidste damplokomotiv på Nordvestbanen blev taget ud af drift. Det skete i efteråret 1968.