To partier indgår teknisk valgforbund

Det tekniske valgforbund skal sikre, at de to partier sammen opnår flest mulige mandater ud af deres stemmer til kommunalvalget den 18. november 2025.

To partier indgår teknisk valgforbund
På et møde den 30. juni blev der sat underskrift på et teknisk valgforbund mellem Radikale Venstre og Kalundborg Listen. Fra venstre Hans Munk, Mette Hvid Brockmann, Mette Vogel og Gunver Jensen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

På et møde den 30. juni blev der sat underskrift på et teknisk valgforbund mellem Radikale Venstre og Kalundborg Listen. Det tekniske valgforbund skal sikre, at de to partier sammen opnår flest mulige mandater ud af deres stemmer til kommunalvalget den 18. november 2025.

På trods af, at der udelukkende er tale om et teknisk valgforbund, og der ikke er indgået nogen former for politiske aftaler i forbindelse med valgforbundet, så har det været vigtigt at begge partier går efter en bred konstituering af den næste kommunalbestyrelse, og at man har haft et godt samarbejde på den politiske midte gennem den sidste valgperiode. Det skriver de to partier i en pressemeddelelse.

”Begge partier er meget glade for, at vi kan indgå det her tekniske valgforbund. Vi fører i sagens natur hver vores politik, men vi har nemt ved at mødes om løsninger og vil foretrække, at begge partier får en stærk repræsentation i den kommende kommunalbestyrelse,” siger de to kommuneformænd Mette Vogel, KalundborgListen og Mette Hvid Brockmann, Radikale Venstre.

Del