Tænk dig om inden bålet tændes
Mandag aften kan der komme vindstød helt op til 19 M/S og derfor er mange sankthansarrangementer landet over aflyst.

Af Jens Nielsen
Sankthansaften er en travl aften for brandvæsenet landet over med mere end dobbelt så mange udrykninger som på en normal aften. I aften lover meteorologerne op til 19 m/s og derfor opfordrer Vestsjællands Brandvæsen til at tænke sig om inden bålet tændes – hvis det skal tændes.
Forsigtighed er nøgleordet, når det kommer til sankthansbål. Sørg for at bygge bålet i sikker afstand til materialer, der kan brænde, tag hensyn til dine naboer og omgivelser og brug aldrig brandfarlige væsker som f.eks. tændvæske eller benzin, når bålet skal tændes, sådan lyder opfordringen fra Beredskabsstyrelsen.
Mandag aften kan der komme vindstød helt op til 19 M/S og derfor er mange sankthansarrangementer landet over aflyst, bl.a. også i Kalundborg hvor svømmeklubben har aflyst på Gisseløre.
”Hvis man skal tænde bål i aften, så opfordrer vi til at man skal være ekstra opmærksom og er man i tvivl om man skal tænde sankthansbålet, så lad være. Man skal også være opmærksom på at de afstandskrav der er til fx bygninger bliver fordoblet når det blæser så meget, fortæller Morten Hansen, Chef for Operativ afdeling hos Vestsjællands Brandvæsen, og han fortsætter, ”Det som også er vigtigt er at huske at slukke gløderne inden man forlader bålet så en brand ikke breder sig.”
Vestsjællands Brandvæsen har en række gode råd omkring afbrænding af bål til sankthans:
- Brug kun træ og evt. haveaffald (grene, kvas og lign.)
- Sørg for at materialet i dit bål er så tørt som muligt
- Byg omhyggeligt bålet op, så det ikke vælter under afbrændingen
- Byg et lille bål i bålet (kernen), af sammenkrøllet avis, tørt kvas eller lignende hvor der tændes op
- Brug aldrig benzin, sprit eller lignende ved optænding
- Du må ikke tænde bålet hvis det blæser kraftigt (hård vind over 10,8 m/s)
- HUSK dyrene! – du skal sikre dig, at der ikke er dyr der har taget ophold i dit bål
- Brug gerne en ukrudtsbrænder eller fakkel til optænding
- at have vand i nærheden til slukning, hvis det skulle blive nødvendigt
- at bålet skal slukkes inden man forlader det
- Tag affaldet med og ryd op på pladsen inden den forlades
Du bør sikre dig, at bålet anbringes i en afstand af mindst:
- 30 meter fra bygninger med hårdt tag
- 60 meter fra letantændelige markafgrøder
- 200 meter fra stråtækte huse, nåletræsbevoksning m.v. og brandfarlige oplag