Stor opbakning til rock på en torsdag

80% af det totale billetsalg er gået igennem indgangen allerede torsdag.

Stor opbakning til rock på en torsdag
Hvor det til en del af torsdagens koncerter var det unge publikum som stod forrest foran den store scene, så var det mere det modne publikum som var blevet tilbage for at opleve Johan Olsen i front for Magtens Korridorer. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kalundborg Rock’er afvikles for første gang over tre dage og det har publikum bakket rigtigt godt op om. Det flotte vejr trak mange til festivalpladsen på Gisseløre.

Styregruppen bag Kalundborg Rock’er har været spændt på, hvordan publikum ville tage imod, at festivalen i år bliver afviklet over tre dage mod normalt bare fredag og lørdag.

Efter antallet af gæster på pladsen torsdag eftermiddag og aften at dømme, er der ingen tvivl om, at det er blevet taget rigtigt godt imod og arrangørerne er da også tilfredse.

”Det er gået fantastisk, det har været spændende at se hvordan vi skulle i gang med en festival på tre dage, det er første gang vi har en lang torsdag. Vi har haft vind og vejr med os og det ser ud til at publikum har taget det rigtigt godt til sig og madboderne melder om et rigtigt godt salg,” fortæller Johnny Elmelund, presse- og afviklingsansvarlig ved Kalundborg Rock’er 2024.

Johnny Elmelund oplyser, at 80% af det totale billetsalg er gået igennem indgangen allerede torsdag.

Torsdag er der solgt 400 endagsbilletter, dels ved indgangen og dels via Billetsalg.dk

Torsdagen bød på et varieret musikprogram og med Magtens Korridorer som sidste kunstner på den store scene. Og hvor det til en del af torsdagens koncerter var det unge publikum som stod forrest foran den store scene, så var det mere det modne publikum som var blevet tilbage for at opleve Johan Olsen i front for Magtens Korridorer.

Pladsen var tyndet lidt ud sidst på aftenen, mange skal passe deres arbejde fredag, men de er klar til at give den en over nakken fredag og lørdag.

Ingen Kalundborg Rock’er uden regn

Der er nærmest tradition for, at det bliver regnvejr, når Kalundborg Rock’er afvikles, i år er ingen undtagelse. Fredag er startet med regn over stort set hele landet, men ud på eftermiddagen klarer det op, og lørdag ser ud til at blive rigtig flot.

”Regnen stopper ud på eftermiddagen, så vi regner da med, at det bliver en god fredag og så venter der en fantastisk lørdag,” siger Johnny Elmelund.

Del