Stor interesse for kunstkonkurrence for børn og unge
48 udvalgte værker er der blevet plads til på udstillingen i Bispegårdens kælder. Der er fernisering på udstillingen søndag d. 4. august kl. 13.
Af Jens Nielsen
I forbindelse med den store Lundbye Kunstfestival, som starter nu på lørdag d. 3. august, har der også været udskrevet en kunstkonkurrence for børn og unge og interessen for at deltage har været stor. Der er fernisering på udstillingen søndag d. 4. august.
Lundbye blev født i Skibbrogade i Kalundborg tilbage i 1818, og allerede som 14-årig startede han på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København.
Han blev hurtigt en af de mest anerkendte og eftertragtede kunstnere i guldalderens Danmark, og i dag hænger hans kunstværker på de fineste museer i Danmark og andre steder i verden.
I forbindelse med Lundbye Kunstfestival 2024, som skydes i gang lørdag d. 3. august, blev der tilbage i marts måned udskrevet en kunstkonkurrence for børn og unge i alderen fra 5-22 år, inddelt i tre alderskategorier, som kunne indsende værker til konkurrencen, og det er der rigtigt mange som har gjort, interessen har været stor.
”Interessen for at deltage har været stor, der er indsendt 78 værker til konkurrencen men vi har desværre ikke haft plads til dem alle på udstillingen, derfor er der foretaget en udvælgelse, bl.a. er der flere som har sendt mere end et værk, her har vi så kun valgt det ene,” fortæller Annette Bach Møller, næstformand i Lundbyekomiteen, og fortsætter, ” ”Alle har kunne sende ind, både enkeltpersoner og projekter der er lavet i skolen, bl.a. har de studerende på Kalundborg Gymnasium arbejdet med opgaven.”
48 udvalgte værker er der blevet plads til på udstillingen i Bispegårdens kælder. Der er fernisering på udstillingen søndag d. 4. august kl. 13 hvor borgmester Martin Damm åbner udstillingen og uddeler præmier til de tre bedste i de tre alderskategorier.
”De unge fortjener deres egen fernisering, så det ikke drukner i lørdagens store arrangement,” slutter Annette Bach Møller.