Skt. Hans på Gis aflyst
Det er med stor ærgrelse, at Kalundborg Svømmeklub må meddele, at Skt. Hans Aften på Gisseløre er aflyst grundet voldsomme vindforhold.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Det er med stor ærgrelse, at Kalundborg Svømmeklub må meddele, at Skt. Hans Aften, der skulle have været fejret i aften, på Gisseløre er aflyst grundet voldsom vind.
Lige så smukt, som vejret var på Skt. Hans Aften sidste år, lige så træls og efterårsagtigt er det i år, og da der er meldinger om vindstød på op til 19 m/sek., betyder det desværre, at Kalundborg Svømmeklub, der står for Skt. Hans arrangementet på Gisseløre i Kalundborg, må aflyse. Det er ikke muligt at sætte scene op med de vindforhold og derudover er det ikke lovligt at tænde bål hvis det blæser over 10,8 m/s, skriver Vestsjællands Brandvæsen på deres hjemmeside.
Kalundborg Svømmeklub er ærgerlige, men sikkerhed kommer først
”Det er vildt ærgerligt, men sikkerhed kommer altid først, både for publikum, frivillige og alle medvirkende. Når vi hverken kan sætte scene op, bålet ikke må tændes og de ydermere lover regn, er der ikke andet at gøre, desværre. Vi håber på, at folk forstår,” siger Mark Fenger, der er en del af styregruppen under Kalundborg Svømmeklub, der står bag Skt. Hans på Gisseløre.
Kalundborg Svømmeklub er i fuld gang med at give alle involverede besked, ligesom de er i gang med at begrænse deres økonomiske tab, da det naturligvis koster dem penge at være nødt til at aflyse arrangementet.