Senge og dyner kom samtidig med gæsterne

Af journalist Sonja Husted Rasmussen

Forhenværende værtspar på Kalundborg Vandrerhjem Ulrikka og Jens Worsøe ser tilbage på nogle af de mange oplevelser på vandrerhjemmet gennem mere end 30 år.

Talemåder som ”vi lægger sporene, mens vi kører”, fik en hel bogstavelig betydning, da Ulrikka og Jens Worsøe blev ansat som værtspar på Kalundborg Vandrerhjem i 1992.

Da var vandrerhjemmet knap nok færdigt, og alle 120 senge blev først leveret i løbet af natten før åbningen i foråret 1993.

Dynerne kom på selve åbningsdagen, og der var god brug for senge og dyner, for der kom både en svømmeklub og en gruppe fra Hvidebæk Kommune på besøg allerede den første dag/nat.

Sådan husker de to den noget hektiske start, men det gik jo, og alle gæster kunne gå i seng og oven i købet putte sig under de nye dyner.

En anden udfordring var, at det var noget helt nyt, at man skulle sætte et nøglekort i en boks for at aktivere el på værelset. Det skulle gæsterne instrueres i:

- Og det lærte vi på den hårde måde, ler Ulrikka.

Det skete, da at et hockeyhold med el-kørestole satte alle kørestolsbatterier til opladning og tog nøglerne med over i Kalundborghallen – der kom ikke meget el på de batterier.

Mørket sænkede sig

Andre forstod slet ikke systemet og kom ned i receptionen med den besked, at det var godt, de havde en lommelygte med. De jokede med, at de da havde hørt, at de var miljøvenlige på vandrerhjemmet, men at der ligefrem blev slukket for strømmen kl. 20, det havde de alligevel ikke regnet med.

Men bortset fra sådanne indkøringsvanskeligheder husker de begge, at overdragelsen af det helt nye hus gik forholdsvis smertefrit.

De nævner daværende kommunaldirektør Anders Villadsen, der styrede byggeriet med hård hånd, og de synes, det var fantastisk, at han kunne slippe vandrerhjems-projektet den dag, de fik nøglerne:

- Det var rigtig rart for os, at der ikke var nogen kommunal indblanding efter overdragelsen. Vi kunne drive vandrerhjemmet for egen regning og risiko, fortæller de – men de kunne altid ringe, hvis der opstod tvivl om dette eller hint.

Kunder med fra Næstved

Værtsparret havde drevet Næstved Vandrerhjem i fem år, før turen gik til Kalundborg, og de tog mange af kunderne med hertil. Nogle af dem holdt ved i alle årene, deriblandt Amager Cykelring, Dansk Karateforbund og Den franske Skole.

Men der skulle selvfølgelig skaffes nye kunder, og den første store opgave var at gøre Kalundborg Vandrerhjem kendt over hele landet.

Grøn nøgle, grøn mad

Hovedtemaerne i markedsføringen var: Handicapvenlighed, gennemtænkt hus, grøn nøgle (miljøvenlighed), god grøn mad og høj fleksibilitet.

Det var vigtigt for dem, at deres holdninger kom helt klart frem, og de har ikke følt, at de nogensinde måtte gå på kompromis. Store kunder sagde farvel og nok ikke så meget tak, da Kalundborg Vandrerhjem før andre indførte rygeforbud og også på grund af, at man ikke kunne levere så store rabatter, som nogen kunder forlangte uden at gå på kompromis med den kvalitet, værtsparret ønskede at levere.

Heldigvis stod andre grupper på spring til at overtage den ledige kapacitet.

Helt i top

Inden starten havde de to lavet en målsætning om, at ”vi ville være miljøvenlige og økologiske og være en del af lokalsamfundet. Vandrerhjemmet skulle altid ligge i toppen på alle parametre, sammenlignet med andre vandrerhjem”.

Der skulle være helårsåbent med et fast personale, ansat hele året, og arbejde under ordnede forhold via Horesta-overenskomst.

Ulrikka og Jens fremhæver med glæde samarbejdet med unge mennesker, mange af dem i flere år og i flere omgange. Det samarbejde har været både inspirerende og lærerigt.

De ville sætte deres personlige præg på huset, og derfor holdt de i mange år ferie hver for sig, så en af dem altid var på vandrerhjemmet.

Det kunne have den fordel, at når den ene ægtefælle juleaften passede receptionen, kunne han eller hun samtidig med arbejdet stege juleanden i den store ovn.

Tiden før internettet

De første år på vandrerhjemmet var tiden før internettet. Kontrakterne var en standardopsætning, hvor man skulle udfylde de tomme felter. Det foregik på en elektrisk skrivemaskine med kuglehoved.

Kalundborg Vandrerhjem var dengang et af de få steder, hvor man kunne betale med kreditkort, nemlig via en såkaldt fluesmækker og kalkerpapir.

Bookingsystemet var et A4-ark pr. måned med 31 kolonner og 28 rækker: En til hvert værelse plus 3 til kursuslokalerne.

Noget der virkelig gjorde en forskel var de bærbare telefoner. De første år skulle man være ved siden af telefonen for at høre den. Derfor betød det enormt meget, at man nu kan bevæge sig rundt og stadig høre, når gæsterne ringede.

Grøntsager med fantasi

Ønsket om at blive en del af lokalsamfundet har de opfyldt, blandt andet da de indførte de populære langbordsspisninger, hvor gæsterne spiste sig igennem mange fantasifulde måder at tilberede grøntsager på – og hver gang en enkelt kødret, for der skulle jo også være noget til de mandlige gæster, som Ulrikka på et tidspunkt bemærkede.

Svære corona-år

Men alt har selvfølgelig ikke været nemt og problemfrit gennem de mere end 30 vandrerhjems-år.

Det var en udfordring af de helt store at drive virksomhed under coronaen, især under de første bølger hvor ingen vidste, hvad man måtte og ikke måtte.

Venskab over landegrænser

Mange oplevelser har fæstnet sig fra de 30 år, ægteparret Worsøe drev vandrerhjemmet. En af dem var oplevelsen af international forståelse mellem gæsterne, og de synes, det har været spændende at se, hvordan folk, der ikke kendte hinanden men boede på vandrerhjemmet, fandt sammen på kryds og tværs.

- Vi husker især en periode, hvor vi havde kinesere, der arbejdede på Novo, og hollændere der byggede vindmøllerne ved Storebæltsbroen, boende. De lavede deres hjemegns retter til hinanden hver fredag aften i gæstekøkkenet og hyggede sig sammen.

Nu glæder de to sig over at have sluppet tøjlerne og i god ro og orden overdraget det dejlige hus, som de kalder det, til nogle mennesker, som de ved vil passe på det.