Så begyndte den kommunale valgkamp
Læserbrev: Så begyndte den kommunale valgkamp
På den nyligt afholdte kulturkonference om kulturanalysen beklagede skuespiller og dramatiker Zaki Youssef manglen på en professionel scene i Kalundborg.
Det ville jo have været en god lejlighed for formanden for kulturudvalget, Hans Munk, til at nævne, at kommunalbestyrelsen allerede i 2022 besluttede at anvende10 millioner kroner til at indrette en moderne teater- og musikscene i Kalundborg hallen, heraf 300.000 kroner til forarbejdet. Men så skulle han selvfølgelig i samme åndedrag også have forklaret, hvorfor der ikke er sket noget som helst med projektet indtil nu. Så han valgte tilsyneladende at forholde sig tavs.
Til gengæld er han af TV-Kalundborg citeret for følgende udsagn efter mødet: ”Nu skal vi bare have resten af udvalgene i Kalundborg Kommune til at forstå, at der skal afsættes flere penge til kulturen, og det vil helt sikkert blive et vigtigt emne i den kommende valgkamp.
Den valgkamp er tilsyneladende allerede nu skudt i gang. Lørdag den 19. oktober fortalte kulturchef Jane Hald til Nordvest Nyt, at man nu vil sætte forundersøgelsen i gang. Altså to år efter pengene blev bevilget. Den skal tilsyneladende tage flere måneder. Og så kommer vi jo hen i valgåret, hvor man så kan sætte hele projektet i gang. Hvor belejligt!
For to år siden satte man, som nævnt, 10 millioner kroner af til projektet. Der er jo ingen, der ved, hvad projektet reelt kommer til at koste. Priserne i byggeriet er siden 2022 steget betydeligt, så beløbet bliver givet større. HVIS man altså beslutter at gennemføre det.
Spændende fortsættelse følger – Måske.
Flemming Deenfeldt Hansen
Fhv. erhvervschef