Regnbueflaget vajer nu i vinden på Rådhuset
I anledning af, at der bliver afholdt Kalundborg Pride i morgen, ville man på Kalundborg Rådhus hejse regnbueflaget for at vise, at man støtter op om priden. Men det var lettere sagt end gjort.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
På Kalundborg Rådhus kunne man fredag se Regnbueflaget vaje i vinden, men det var ikke helt let at få det hejst.
I anledning af, at der bliver afholdt Kalundborg Pride i morgen, ville man på Kalundborg Rådhus hejse regnbueflaget for at vise, at man støtter op om priden. Men det var lettere sagt end gjort.
“Når man nu vil gøre det så godt, og det ikke lige flasker sig,” lyder det på borgmester Martin Damms Facebookside. Han skriver videre: “På lørdag er der Pride i Kalundborg, og så må vi som kommune selvfølgelig støtte op og hejse regnbueflaget. Op kom flaget, men var blevet vendt på hovedet. Det så vi med det samme, og så var det jo bare at få det sat op rigtigt. Men hejseværket havde sat sig fast, og derfor måtte gode kræfter i spil. Et par dygtige håndværkere tilsat hjælpsomt kontorpersonale fik flagstangen ned, repareret den, og op med den igen…God pride,” lyder det fra borgmesteren.
Priden begynder ved Meny på Nørre Alle I Kalundborg kl. 11, hvor der bydes på kaffe og kage. Derefter går optoget klokken 12 gennem gaderne i Kalundborg mod Kalundborg Havnepark, hvor der, omkring kl. 13, er velkomst ved Pylle Quaade, der er idémager bag LGBT+ Ungegruppe Vestsjælland.