Politiet snuppede bilen fra 30-årig mand
Manden er i løbet af de sidste tre år fire gange sigtet for kørsel uden førerret samt to gange kørsel i frakendelsestiden
Af Jens Nielsen
En 30-årig mand lærte på den hårde måde, at når man er fra kendt sit kørekort så må man ikke køre bil længere. Politiet har beslaglagt mandens bil
Onsdag midt på eftermiddagen kom en 30-årig mand fra Jerslev Sj. kørende ad Hovedgaden i nordvestlig retning, til trods for, at han ikke havde generhvervet sin førerret. Da manden i løbet af de sidste tre år fire gange er sigtet for kørsel uden førerret samt to gange kørsel i frakendelsestiden, blev hans bil beslaglagt med henblik på konfiskation, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi. Sagen afgøres på et senere tidspunkt.
Påvirket bilist
Politiets patrulje måtte senere på dagen tage sig af en spritbilist på Sydhavnsvej i Kalundborg. Her blev en 41-årig mand anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han kom kørende i sydlig retning, til trods for, at han var påvirket over det tilladte. Manden fik udtaget en blodprøve til sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.