Opgraderet hastighed og lavere pris på TV

Hos den lokale Internet- og TV-leverandør, Ka-net, bliver der delt tidlige julegaver ud.

Opgraderet hastighed og lavere pris på TV
Forretningfører, Daniel Badeby, fortæller, at man gerne vil levere den bedste værdi og service til medlemmerne. Arkivfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Hos den lokale Internet- og TV-leverandør, Ka-net, bliver der delt tidlige julegaver ud. Nu får man, som medlem, nemlig mere for pengene, da de netop har opgraderet til et hurtigere internet samt sænket priserne på deres TV-pakker.

Forretningfører, Daniel Badeby, fortæller, at det har man hos Ka-net valgt at gøre, for at levere den bedste værdi og service til medlemmerne.

“Vi er den eneste Internet- og TV-leverandør, jeg kender til, der sænker priserne på TV. I virkeligheden stod vores tv-pakke til at skulle stige 40 kr. om måneden, men det ville vi ikke, for vi ser et tv-marked der dør, hvis vi ikke vi gør noget med prisen, og derfor sætter vi prisen ned. Det kan vi, fordi vi har forhandlet en ny aftale med YouSee, som er virkelig god,” fortæller han, og fortsætter: For at sikre, at alle vores medlemmer får mest muligt ud af deres internetforbindelse, har vi opgraderet vores hastigheder betydeligt med en meget lille opjustering af prisen, men det er faktisk kun i vores basisforbindelse, at prisen stiger meget lidt.”

Arbejder på at opgradere de sidste områder

Daniel Badeby fortæller, at de pt. arbejder på at opgradere de sidste områder, og indtil det er sket, giver rabat til nogle af deres medlemmer.

“Vi arbejder i øjeblikket på at opgradere de sidste områder, og tilbyder derfor en rabat på 20 kr. om måneden til de medlemmer, der ønsker at vælge de to højeste hastigheder på henholdsvis 600/300 Mbit & 1400/500 Mbit, men ikke har mulighed for at opnå dem, før deres område er opgraderet. Vi arbejder på højtryk for at opgradere de sidste områder, og takker for vores medlemmers tålmodighed,” siger han.

Hastighed på både upload og download forbedres markant

Daniel Badeby fortæller endvidere, at opgraderede hastigheder betyder, at hastigheden på både upload og download forbedres markant.

“Derudover tilføjes mere pålidelig streaming og bedre kapacitet til at håndtere flere enheder, der er tilsluttet internettet samtidigt. Vær opmærksom på, at de ikke-opgraderede områder vil blive opgraderet løbende, og indtil da består valget af 300/50 Mbit og 500/60 Mbit. De nedsatte priser giver dig den perfekte mulighed for at opgradere din løsning hos os,” slutter forretningsføreren af med at sige.

Del