Øl valg: Borgerne skal vælge årets juleøl i Kalundborg

I år bliver det borgerne i byen som skal være med til at bestemme hvilken øl som skal være årets juleøl. Det foregår ved et ølvalg på Solskinspladsen fredag den 6. juni

Øl valg: Borgerne skal vælge årets juleøl i Kalundborg
Kjeld Christensen og Keld Haapanen fra Lys på Kalundborg er klar til at skyde det vigtige øl valg i gang i Kalundborg. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

For femte år i træk lancerer foreningen Lys på Kalundborg en julebryg hvor hele overskuddet går til, at foreningen kan forskønne Kalundborg med lys. I år er det borgerne der skal vælge årets juleøl, det foregår ved et ølvalg den 6.juni.

Selv om det der er længe til jul, så er foreningen Lys på Kalundborg begyndt at tænke på juleøl, mere bestemt den juleøl som sælges i en række af supermarkeder op til jul og hvor hele overskuddet går til foreningen så de kan skabe endnu mere lys på Kalundborg.

I år bliver det borgerne i byen som skal være med til at bestemme hvilken øl som skal være årets juleøl. Det foregår ved et ølvalg på Solskinspladsen fredag den 6. juni fra kl. 14-17 hvor der kan smages tre forskellige øl og efterfølgende gives point.

”I fire år har vi solgt en juleøl i byens store butikker og hvor 5 kr. er gået til Lys på Kalundborg hver gang der er solgt en øl, et samarbejde som har været lavet sammen med Ørbæk bryggeri, men vores kontaktperson har skiftet job og derfor bliver det fremover Skanderborg Bryghus som skal fremstille årets juleøl,” fortæller Keld Haapanen, som er næstformand i Lys på Kalundborg, og fortsætter, ”Derfor bliver det nu borgerne som skal vælge hvilken øl der skal være årets juleøl. Der kan smages på tre forskellige øl og derefter gives point.”

Det vigtige ølvalg skydes i gang af borgmester Martin Damm fredag d. 6. juni kl. 14 hvor Skanderborg Bryghus er klar med øl hanerne på Solskinspladsen i Kalundborg. 

De tre øl som borgerne kan smage den 6. juni, er en lys IPA, en mørk IPA og en lager øl. 

Der fremstilles omkring 8000 juleøl til Lys på Kalundborg, der kommer i handelen sidst på året.

Lys på vandet i havneparken

Lys på Kalundborg har bl.a. stået for julelys i Kordilgade og Skibbrogade samt lys på radiomasterne på Gisseløre og der er mange flere projekter i skuffen, som der skal bruges penge til.

”Vi har bl.a. et projekt om at lave en lysinstallation på vandet i Kalundborg Havnepark og så vi også gået i samarbejde med både arkitektskolen og Kalundborg Forskønnelsesforening for at skabe noget samarbejde på tværs og så har vi stadigvæk et stort ønske om at sætte lys på rundkørslerne i Kalundborg” fortæller Kjeld Christensen, bestyrelsesformand i Lys på Kalundborg.

Del