Ø, V og C taler med to tunger når der fordeles læger?

Læserbrev: Ø, V og C taler med to tunger når der fordeles læger?
Lige om lidt bliver Region Sjælland (RS) og Region Hovedstaden (RH) fusioneret til Region Østdanmark, besluttet af Regeringen og et flertal i Folketinget.
Dét kan man sige og mene meget om, men det er ikke desto mindre den virkelighed vi befinder os i, og dét som vi dermed arbejder målrettet og dedikeret hen imod.
Én af regeringens begrundelser for at slå de to regioner sammen, er at sikre at der kommer flere læger til de mest syge borgere i hele Region Østdanmark.
Det bliver en fusion som kommer til at kræve meget af mange, da det er to ret forskellige kulturer, som skal integreres.
Det glædede mig at RH tog ansvaret på sig, og vedtog et kvalificeret ansættelsesstop af speciallæger og læger i uklassificerede stillinger (endnu ikke speciallæger) allerede nu.
Det viste nemlig, at der er forståelse for den opgave vi er blevet pålagt, og vilje til at løse den.
Til gengæld var jeg ved at få kaffen galt i halsen midt under et møde i sidste uge - ikke én gang, men hele to gange, da jeg hørte hvad et flertal havde besluttet på deres Regionsrådsmøde 17.6
Den første gang var, da jeg hørte at RegionH på Regionsrådsmødet, besluttede at genbehandle beslutningen om kvalificeret ansættelsesstop i Forretningsudvalget efter sommerferien, idét et flertal udenom Socialdemokratiet (S) og SF ikke mener, citat: “at det er rationelt at skubbe læger ud af regionen, hvis ikke region Sjælland har mulighed og intention om at ansætte dem. Det vil betyde, at vi taber stærkt efterspurgte personale ressourcer til medicinalindustrien, eller helt ud af faget.”
Den anden gang var, da jeg opdagede at det var et forslag fra Enhedslisten!!
Enhedslisten (Ø) som ellers altid påberåber sig at arbejde for lighed i alle forhold.
Hvor mener Ø at ligheden er ift de borgere, som har langt færre læger til rådighed pr indbygger, end der er i RegionH?
Ud over Ø stemte også Venstre (V) og Konservative (C) og 2 løsgængere for forslaget, på trods af at både V og C har indgået aftale med Regeringen om, at begrænse antallet af speciallæger på universitetssygehusene!
Hvor troværdige er Ø, V og C, når de allerede nu forsøger at omgå aftalen om at sikre flest læger i de områder, hvor de mest syge borgere bor?
Hvor er forståelsen for opgaven og viljen til samarbejde?
Hvis man i øvrigt læser dagsordenspunktet til mødet, vil man bemærke at der ligger et notat fra administrationen i Region Sjælland som beskriver, at der er penge til at ansætte nødvendige læger og at det er langt mere økonomisk med læger i ordinære stillinger end at benytte dyre vikarer eller behandle patienterne på Region Hovedstadens hospitaler.
Det er i øvrigt bedst for patienterne, at blive behandlet så tæt på hjemmet som muligt.
Min opfordring til Ø, V og C i både RegionH og på landsplan skal være, at de hen over sommeren finder fælles fodslag i landspolitik og regionspolitik, så borgerne véd hvad vi kan regne med af de partier.
Kirsten Rask
Sygeplejerske
Regionsrådsmedlem Region Sjælland (S)
Kandidat til Region Østdanmark