Nyvangskirken inviterer til musikgudstjeneste
Sommetider er motetten efter præstens prædiken inderlig og mediterende, andre gange svinger tonerne, så kirkegængerne får lyst til at klappe med, oplyser Nyvangskirken.
Sang og musik fylder meget i en dansk gudstjeneste. Sådan er det også, når klokkerne ringer til gudstjeneste under Nyvangskirkens himmelstræbende tag. Søndag den 1. september bliver der imidlertid skruet endnu mere op for tonerne, når sognepræst Margrethe Tøttrup sammen med kirkens organist og sangere indbyder til en særlig musikgudstjeneste.
Nyvangskirken råder både over Kalundborg provstis største orgel og et fornemt Steinway flygel. Derudover har kirken en organist og to faste sangere, som er vant til både at støtte fællessangen og selvstændigt bidrage til gudstjenestens forløb. Sommetider er motetten efter præstens prædiken inderlig og mediterende, andre gange svinger tonerne, så kirkegængerne får lyst til at klappe med, oplyser Nyvangskirken.
Katja Blom er kirkens faste sanger, som man både møder om søndagen og ved kirkelige handlinger midt i ugen. Helle Kristiansen er løst ansat, men supplerer næsten altid Katja om søndagen, hvor de to sangere sammen fremfører musikstykker for to stemmer. Begge har været ved kirken i en årrække, hvorimod unge Silas Lillevang først for nylig er blevet ansat som organist. Med sin tydelige musikalitet og forståelse for gudstjenesten er Silas hurtigt kommet med på holdet. Det sprudlende samarbejde mellem de tre skaber altid glæde blandt gudstjenedeltagerne.
Ved gudstjenesten søndag den 1. september kl 10:00 bliver der som nævnt endnu mere musik at glæde sig over, når ord og toner sammen taler om Gud, livet og meningen.