Nytårskoncert med både revystjerne og ’Edith fra Badehotellet’
” Ulla Vejby har efter nytårstalen også lovet at synge et par sange og så kommer Pernille Schrøder som solist og synger sammen med Tuxedo Swing Band"
Af Jens Nielsen
Fredag den 17. januar 2025 byder Kalundborg Turistforening til festmiddag og nytårskoncert med Tuxedo Swing Band, på Postgården Kalundborg Event- og Musikhus. Edith fra Badehotellet holder nytårstalen og Pernille Schrøder er med som solist.
Kalundborg Turistforening starter det nye år med en festmiddag og en forrygende Nytårskoncert med Tuxedo Swing Band på Postgaarden Kalundborg Event- og Musikhus - måske en oplagt julegaveide.
Festmiddagen er lagt i hænderne på Det Mexicanske Bøfhus og inden selve koncerten med Tuxedo Swing Band holder skuespiller Ulla Vejby, kendt som stuepigen Edith i Badehotellet, nytårstalen.
” Ulla Vejby har efter nytårstalen også lovet at synge et par sange og så kommer Pernille Schrøder som solist og synger sammen med Tuxedo Swing Band,” fortæller Hans-Henrik Nielsen, formand for Kalundborg Turistforening.
Tuxedo Swing Band er swingmusik udført af et flot 18 mands big band i smoking og med både en sanger og en sangerinde. De spiller både for øret, danseskoene og mindst øjet.
Med som solist er Pernille Schrøder, kendt revyskuespiller, senest i Cirkusrevyen 2024.
En aften med Tuxedo Swing Band begynder ofte til tonerne fra Glenn Millers “In The Mood” – den fylder med garanti dansegulvet. Herfra går det med liflig swing musik. Gæsterne møder big bandets sanger og crooner, der tager dig med på en flyvetur i “Come fly With me” eller “Fly Me To The Moon” eller bandets trommeslager, der er helt oppe på stikkerne i Sing Sing Sing.
Tuxedo Swing Band har den specielle spillestil og sound, der genkalder lydbilledet fra 40-60’ernes store danse og swingbands, lover de.
Billetsalget er godt i gang til den festlige nytårskoncert og man kan sikre sig en eller flere billetter (eventuelt til en julegave) i Turistinspirationen, Kordilgade 36 eller ved at sende en mail til: info@kalundborgturistforening.dk. Billetterne kan også bestilles hos turistforeningens formand, Hans-Henrik Nielsen på tlf. 40 15 82 12.