Nyt menighedsråd er trukket i arbejdstøjet
Når forholdene ved Nyvangskirken nu er normaliserede, kan biskoppen snart opslå stillingen som fast sognepræst ved kirken.
Af Jens Nielsen
Et helt nyt menighedsråd er valgt i Nyvangskirken og efter flere års uro og ballade er der nu håb om ro og stabilitet i kirken. En ny sognepræst skal ansættes til kirken i det nye år.
Der var optimisme og store forventninger, da menighedsrådet ved Nyvangskirken holdt konstituerende møde. Vælgerne har helt bogstaveligt givet kirken et nyt menighedsråd og dermed mulighed en fordragelig og konstruktiv ledelse af sognet. De nyvalgte rådsmedlemmer udtrykte alle ønsket om at styrke arbejdsmiljøet for kirkens ansatte og give kirkens brugere tillid til, at der nu er fuldt fokus på kirkens kerneopgaver, skriver kirken i en pressemeddelelse.
Rådet valgte Jimmy Bille Stanelt til formand og Henrik Månsson Andersen til næstformand. Lene Schrøder Resting er kontaktperson til medarbejderne, Michael Nielsen er kirkeværge, Rasmus Nielsen kasserer og Ilse Danielsen sekretær. Menighedsrådsloven foreskriver et obligatorisk underudvalg, nemlig kirkeudvalget, hvor Britta Jensen, Ilse Danielsen, Editha Seeberg og Henrik Månsson Andersen nu har sæde.
Senere vælges medlemmer til udvalg, der sammen med kirkens medarbejdere skal tage initiativ til nye aktiviteter tilpasset sognets struktur og befolkningssammensætning. Kun kirkens konstituerede præster og kordegn er gengangere fra det tidligere råd, og de var alle imponerede over den begejstring og lyst til arbejdet, som de valgte medlemmer udstråler.
”I månederne op til valget udgjorde kordegn og præster hele rådet, og i denne periode er det igen blevet praksis at inddrage alle kollegerne i vigtige beslutninger. Der er ingen tvivl om, at hele det nye råd også vil læne sig op ad de kompetencer og det lokalkendskab, som findes i medarbejderkredsen,” fortæller sognepræst Lars Poulsen.
Når forholdene ved Nyvangskirken nu er normaliserede, kan biskoppen snart opslå stillingen som fast sognepræst ved kirken. Det bliver så det nye råds opgave at finde en passende bolig og indstille den ansøger, som man mener bedst vil kunne være med til at udnytte de fine faciliteter, som den 50 år gamle kirke indeholder. Det er håbet, at en fastansat præst vil kunne tiltræde først på sommeren, oplyser Nyvangskirken.