Nye lokaler var tiltrængt

Den nye bygning skal sikre et godt undervisningsmiljø for eleverne på skolen, der længe har manglet lokalerne.

Nye lokaler var tiltrængt
Onsdag indviede Sigrid Undset Skolen i Kalundborg deres nye lokaler. Fra højre: Centerleder Kevin Sølvsten Meier, borgmester Martin Damm, formand for Børn- og Familieudvalget, Henriette Ergemann og formand for Kultur-og Fritidsudvalget, Hans Munk. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Onsdag indviede Sigrid Undset Skolen i Kalundborg deres nye lokaler, og der var stor glæde at spore blandt personalet på skolen.

Kalundborg Kommune har brugt godt 10 mio. kr. på de nye pavilloner - eller letbyggeri, som det også kaldes, der skal sikre et godt undervisningsmiljø for eleverne på skolen, der længe har manglet lokalerne.

Kevin Sølvsten Meier, der er centerleder for Specialcenter Sigrid Undset bød velkommen, og fortalte de fremmødte, hvor meget de alle har glædet sig til de nye lokaler.

”Vi glæder os til at byde vores børn velkommen i faciliteter, der er værdige for dem. Både forældre og personale har glædet sig til de nye bygninger. Det er en stor dag. Sidste år den 3.november fik vi konstateret skimmelsvamp i de gamle pavilloner, og vi måtte søge udvalget om penge til en ny bygning - og nu står vi her godt et år efter, og kan indvie den nye bygning – letbyggeri, som det kaldes,” fortæller centerlederen.

Takkede for tålmodighed og hurtig hjælp

Kevin Sølvsten Meier takkede ydermere personale for at have tålmodighed under byggeriet ligesom han takkede kommunen for at have reageret og fået bygget så hurtigt, fordi de vidste, at skolen virkelig manglede plads og ordentlige faciliteter til eleverne.

I de nye lokaler skal der bl.a. være sanseklasse og træningsfaciliteter som ergo-, fysio- og taleterapi. Derudover også de børn, der skal skærmes, hvilket typisk er børn med en lav levealder uden talesprog og med bevæg-handicap.

Et vigtigt arbejde

Borgmester Martin Damm (V) samt formand for Børn- og Familieudvalget, Henriette Ergemann (Frit Borgerligt Fællesskab) sagde også begge et par ord til indvielsen.

”I gør et kæmpe stykke arbejde for vores unge mennesker, der har nogle forskellige udfordringer, og det sætter vi alle stor pris på. Stort tillykke med den nye bygning,” sagde Martin Damm.

Henriette Ergemann fulgte i samme spor, og sagde: ”Forældrene er meget glade for det tilbud, I giver deres børn og unge mennesker her. Det er dejligt med gode rammer til dem. Tak for det,” sagde hun.

Efterfølgende var der rundvisning i bygningen, der bl.a. indeholder to køkkener, flere kontorer, klasselokaler, terapirum og badeværelser. Håndværkerne vil være deroppe lidt endnu, da de fortsat arbejder på at få det sidste helt færdigt omkring bygningen.

Del