Ny tilbygning sikrer plads til endnu mere vækst på Kalundborg Havn

Den nye bygning indeholder blandt andet en stor, fælles kantine, flere kontorer, et mødelokale samt toilet- og omklædningsfaciliteter.

Ny tilbygning sikrer plads til endnu mere vækst på Kalundborg Havn
Fotos af Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Der har længe manglet plads til administrative medarbejdere på havnekontoret på Kalundborg Havn. Fredag blev en helt ny tilbygning på 340 kvadratmeter så indviet og sikrer

Det er 20 år siden, at havnekontoret på Baltic Plads på Kalundborg Havn blev opført. I årenes løb er der kommet langt flere aktiviteter og medarbejdere til og pladsen er med årene blevet for trang.

Derfor har det længe været et stort ønske at få bygget til det eksisterende havnekontor og tilbage i efteråret 2024 blev der taget første spadestik til en toetagers tilbygning på i alt 340 kvm, hvor hver etage udgør 170 kvm, samt en gangbro, der forbinder den nye bygning med den eksisterende kontorbygning på første sal.

Den nye bygning indeholder blandt andet en stor, fælles kantine, flere kontorer, et mødelokale samt toilet- og omklædningsfaciliteter.

Fredag eftermiddag var inviterede gæster og samarbejdspartnere så inviteret til indvielse af de nye lokaler.

”Det med vækst synes vi faktisk vi er lykkedes med, faktisk i sådan en grad, at vi i længere tid har manglet plads, men det laver vi om på fra i dag,” sagde Bent Rasmussen, direktør for Kalundborg Havn, til de indbudte gæster.

Vækst har der været rigtigt meget af de sidste mange år på Kalundborg Havn, fx er der anløbet 80 krydstogtskibe siden 2004. Der er bygget ud, flere virksomheder er kommet til og Ny Vesthavn vest for Asnæsværket er etableret med bl.a. en containerterminal og Kalundborg er klar til at tage imod fremtiden.

”Vi prøver at kigge hen mod en ny virkelighed, som kommer i de kommende år. Det vi ser ind i i øjeblikket, er vedvarende energi, grøn omstilling, CO2 ind- og udskibning og militær og forsvarsopgaver, det er det som bliver de dominerende dagsordener for Kalundborg Havn i årene der kommer, og derfor har vi udvidet vores administration så vi er klar til fremtiden.,” fortæller Bent Rasmussen.

Havnens bestyrelsesformand, Jesper Wienmann Hansen talte også til gæsterne i forbindelse med indvielsen og sagde bl.a. ”Kalundborg Havn er ikke længere bare en terminal for gods og skibe, men en integreret del af en visionær og bæredygtig industriby. Vi står i dag med en havn som på mange måder er en fortælling om Danmarks vej ind i fremtiden, en havn der har bevæget sig fra vikinger og fiskere til globale forsyningskæder og grøn innovation.”

Del