‘Ny Kærbyvej’ skal på sigt forbinde rute 22 og 23
Kalundborg Kommune skal tilkendegive over for Vejdirektoratet, at kommunen vil finansiere sin andel af vejen og beslutte, at udgiften hertil indarbejdes i Budget 2027

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Kommunalbestyrelsen skulle onsdag aften træffe beslutning om, hvorvidt man skal godkende et beløb til medfinansiering af ‘Ny Kærbyvej’. I forbindelse med anlægsloven om blandt andet anlæggelsen af Kalundborgmotorvejen er det forudsat, at Kalundborg Kommune deltager i finansieringen af "Ny Kærbyvej" på strækningen fra Holbækvej til umiddelbart syd for broen over motorvejen.
Kalundborg Kommune skal derfor tilkendegive over for Vejdirektoratet, at kommunen vil finansiere sin andel af vejen og beslutte, at udgiften hertil indarbejdes i Budget 2027. I planlægningen af Kalundborgmotorvejen og den tilknyttede infrastruktur i Kalundborg Øst er det besluttet at nedlægge den eksisterende Kærbyvej og i stedet for etablere den første del af en kommende omfartsvej, som på længere sigt vil kunne forlænges mod syd og danne en forbindelse mellem Rute 23 og Rute 22.
Nødvendig for Kalundborgs udvikling
Det blev besluttet, at Kalundborg Kommune tilkendegiver over for Vejdirektoratet, at kommunen vil bidrage med sin økonomiske andel af etableringen af "Ny Kærbyvej", og at udgiften hertil indarbejdes i Budget 2027. Det forventes, at det mere præcise beløb vil være kendt, når arbejdet med Budget 2027 igangsættes.
Men netop den faktor, at man på nuværende tidspunkt ikke ved med sikkerhed, hvor mange penge, det kommer til at koste, var flere bekymrede for. Men at det er godt for Kalundborgs udvikling og en nødvendighed for at få en trafikløsning, der fungerer, var man også enige om.
Tænker på fremtidens omfartsvej
Den nye vej skal udføres med dimensioner, så den i fremtiden kan leve op til forudsætningerne for en større omfartsvej, og så den er forberedt til østvendte ramper. Den nye omfartsvej har fået arbejdstitlen "Ny Kærbyvej", og "Ny Kærbyvej" omfatter broen over motorvejen og de tilstødende vejstrækninger nord og syd for broen. De nye veje i erhvervsområdet vest for omfartsvejen har samlet fået arbejdstitlen "Erhvervsvej Vest".
"Ny Kærbyvej" vil i første omgang blive forbundet med Kærbyvej via første etape af "Erhvervsvej Vest" således, at krydsning af jernbanen er sikret på kort sigt, indtil yderligere etaper af omfartsvejen eller det samlede omfartsvejprojekt kan gennemføres.
Enighed om fordelingsnøgle
I dialogen med Vejdirektoratet er der opnået enighed om en fordelingsnøgle mellem kommunen og staten omkring etableringen af den første del af "Ny Kærbyvej". På den baggrund er det estimeret, at Kalundborg Kommune skal afholde udgifter for cirka 20,5 mio. kr. Beløbet kendes ikke mere præcist på nuværende tidspunkt, da projekterne ikke har været i udbud. Aftalen indgår som en del af Vejdirektoratets projekt, der følger af bestemmelserne i anlægsloven om udbygning af Kalundborgmotorvejens tredje etape.
For stemte A, B, C, F, O, V, Kalundborglisten og Frit Borgerligt Fællesskab, Ø stemte hverken for eller imod.