Nu stempler Kalundborg Kommune for alvor ind på kulturområdet

Endelig stempler Kalundborg Kommune ind i at støtte kulturen vil flere nok sige efter onsdagens kommunalbestyrelsesmøde

Nu stempler Kalundborg Kommune for alvor ind på kulturområdet
Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Onsdag aften stemte et flertal i kommunalbestyrelsen for, at Kalundborg Kommune deltager sammen med en række virksomheder i at etablere foreningen 'Sammen om kulturen'. Emnet gav en lang debat på mødet, ikke mindst i forhold til kulturforeningen Pondus, der også er støttet af virksomheder på Kalundborgegnen, og som også vil støtte kulturen i kommunen.

Endelig stempler Kalundborg Kommune ind i at støtte kulturen vil flere nok sige efter onsdagens kommunalbestyrelsesmøde, hvor et flertal stemte for at indskyde midler i foreningen "Sammen om kulturen" ved at målrette de resterende driftsmidler fra Økonomiudvalgets markedsføringspulje. Markedsføringspuljen har igennem en årrække støttet større events i kommunen såsom cykelløb og Royal Run. I 2025 er der ingen større events, og puljen og kan derfor anvendes som indskudskapital. Beløbet er ca. 175.000 kr.

Igennem længere tid har der blandt en række aktører været et ønske om at styrke kulturlivet i Kalundborg Kommune. Derfor har Kalundborg Kommune sammen med nogle virksomheder, bl.a. Novo Nordisk og SJF Bank, taget initiativ til et nyt fællesskab, der skal være med til at sætte mere strøm til kulturlivet og de kulturelle oplevelser i Kalundborg Kommune. Kulturaktørerne er der allerede, nu handler det om at virksomhederne og kommunen sammen skaber rammerne for det nye samarbejde – ”Sammen om kulturen”. Der bliver stiftende generalforsamling i august måned.

”De virksomheder som har meldt sig på banen vil gerne have stiftet den forening nu og dejligt at så mange gerne vil støtte kulturlivet i kommunen og hvis kommunen så ikke selv vil være med vil det være lidt fattigt og vi kan kun få en stemme ind i det her hvis vi er medlem af foreningen,” sagde borgmester Martin Damm (V) som indledning til punktet.

Gunver Jensen fra Kalundborglisten havde følgende bemærkning:

”I rigtigt mange år har vi slået hinanden oven i hovedet og sagt, at det der med kultur, det kan vi ikke finde ud af i Kalundborg Kommune. Nu har vi som kommune chancen for at steppe det her lidt op og samtidig få nogle investorer til at hjælpe os. Samtidig er foreningen Pondus blevet stiftet af erhvervsfolk og som også vil støtte kulturen, det er jo superfint. Fra at vi nærmest ikke har haft noget som helst kultur hvis vi skal tro borgerne og til at vi lige om lidt har to foreninger, så vi er meget for at vi får dannet den forening og jeg er stolt over at vi i dag som kommune gerne vil donere nogle penge som skal gå til kultur, det har jeg ikke prøvet før og jeg har faktisk været her rigtigt længe.”

Nu stempler Kalundborg Kommune for alvor ind på kulturområdet

Også Peter Jacobsen (DF) deltog i debatten og sagde bl.a.:

”Overskriften kan vel være 'nu stempler Kalundborg for alvor ind på kulturområdet,' det har været efterspurgt gennem mange år og derfor er vi en smule forbavset over at flere vil udsætte punktet til efter sommerferien. Vi har ventet alt for længe og nu skal der handling til og nu er der noget der bevæger sig to steder, det er bare dobbelt så godt og jeg tor der bliver en form for samarbejde de to foreninger imellem. Nu skal vi i gang, nu rykker vi på det her, vi skal som kommune sige at vi vil det her.” 

For forslaget stemte B, C, O, V, og Kalundborglisten. 

Imod stemte F, Ø Kirsten Rask og Nicolaj Vad med den bemærkning, at vi opfordrer til dialog med alle parter, der gerne vil skyde penge i kulturen i bedste Kalundborg symbiose stil, hvor vi samarbejder bredt om at løfte noget fælles.

Hverken for eller imod stemte Frit Borgerligt Fællesskab, Kristine Vesterskov Olsen, Esben Hansen og Aase Due.

Foreningen "Sammen om kulturen" vil støtte op om kulturelle arrangementer i hele Kalundborg Kommune, mens foreningen Pondus selv vil afholde kulturelle arrangementer, i første omgang i selve Kalundborg by, men med mulighed for at arrangementerne kan brede sig til resten af kommunen.

Del