Nu går man i gang med at renovere parkeringsplads

Tirsdag morgen var der møde om den kommende renovering af parkeringspladsen i Bredgade – også kaldet DDR-pladsen.

Nu går man i gang med at renovere parkeringsplads
Kalundborg Kommune skal til at renovere en del af parkeringspladsen i Bredgade, som længe har trængt til en kærlig hånd. På tegning kan man se, hvilket område, der er tale om. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Tirsdag morgen afholdt Vores Kalundborg møde med Kalundborg Kommune vedrørende den kommende renovering af parkeringspladsen i Bredgade – også kaldet DDR-pladsen, da den i den grad trænger til lidt mere end en kærlig hånd. 

Kalundborg Kommune skal til at renovere parkeringspladsen i Bredgade og dermed lave forbedringer i bymidten samt give nyt liv til området ved Bredgade og Kordilgade. Derfor er det besluttet, at man i de kommende måneder udfører en total renovering af den vestlige del af parkeringspladsen på Bredgade - mellem H&M og Nybolig. Den østlige del skulle gerne blive renoveret på et senere tidspunkt.  Samtidig renoveres to gangforbindelser mellem Bredgade og Kordilgade. Det bliver lidt mere besværligt mht. parkering for en stund, men så bliver det forhåbentlig også rigtig godt, når arbejdet er færdigt.

Parkeringsplads helt eller delvist spærret

I anlægsperioden vil parkeringspladsen ved Bredgade 39–51 være helt eller delvist spærret. Man kan i stedet bruge andre parkeringspladser i nærheden. Gående adgang til ejendomme og butikker i området vil være mulig under hele forløbet og primært kunne ske fra Kordilgade. Skiltning vil blive opsat for at vejlede brugere. Der vil i hele perioden være adgang for brand- og redning. Men der vil være dele af anlægsperioden, hvor der ikke er kørende adgang til private arealer og gårdrum fra Bredgadesiden.

”Der bliver etableret 2 timers parkering i tidsrummet 9-17. Vi håber, at de forretningsdrivende vil holde længere væk således, at der er plads til kunderne på parkeringspladserne tæt på. Møllebakken bliver også en mulighed under byfestugen, faktisk fra uge 29-35. Vi vil desuden øge antallet af handicap parkeringspladser samt lave særlige pladser til dem, der er dårligt gående således, at de fortsat har mulighed for at parkere tæt ved. Derudover bliver Klostertorvet også åbnet op for parkering i renoveringsperioden,” fortæller Birgitte Kofod Møller fra Kalundborg Kommune, og fortætter: ”Vi har særlig fokus på at kunne gøre noget ekstra i byfestugen, da det er den uge, hvor der er flest mennesker i byen. Vi arbejder på, at der kan køre en shuttlebus i byfestugen fra Munkesøen, via Nygade og Bredgade op til Møllebakken. I byfestugen har vi ikke Klostertorvet grundet Tivoli og ej heller parkering ved Kontoret, da Kontoret har fået lov at bruge en stor del af parkeringspladsen i forbindelse med byfesten.”

Projektet er også et klimatilpasningsprojekt

Projektet er samtidig et klimatilpasningsprojekt, hvor regnvandet i fremtiden bliver opsamlet under pladsen og genbruges til vanding af træer og bede.

”Området har store udfordringer med regnvand. Når det regner meget, løber vandet ned og står i krydset i Nygade. Vi indbygger derfor under terræn, så vi opsamler alt vand på pladsen i et magasin, hvor det bl.a. kan vande de grønne bede, der er,” fortæller Birgitte Kofod Møller.

Anlægsarbejdet vil endvidere berøre de omkringliggende ejendomme i form af ændringer i adgangs- og parkeringsforhold i udførelsesperioden. Ligesom det vil betyde ændringer i parkeringsforhold for alle borgere, der skal parkere i midtbyen. Kalundborg Kommune henstiller til, at man viser hensyn og lader dem, der er gangbesværede få pladserne tæt på, og de understreger, at de gør, hvad de kan for at få det hele til at gå så gnidningsfrit, som muligt i den periode, hvor der renoveres.

Man begynder allerede i morgen med at sætte byggepladshegn op. I øvrigt blev det nævnt på mødet, af flere af de forretningsdrivende, at man skulle have bedre skiltning i Kalundborg By, hvilket kommunen ville tage med videre.

I øvrigt vil ejendomme, der bliver specifikt berørt i forhold til adgangsforhold, parkering i baggårdene eller renovation, vil blive varslet herom på forhånd af anlægsentreprenør Scheller, Hougaard og Petersen.

Anlægsarbejdet omfatter blandt andet:

  • Renovering af parkeringsarealet efter nutidige standarder for bredder m.m.
  • Etablering af et anlæg til regnvandshåndtering under pladsen, der vil nedsætte gener i nærområdet under ekstremregn.
  • Der samarbejdes med private grundejere om at skabe attraktive fodgænger-passager mellem Kordilgade og Bredgade. Porte og passager vil blive fremhævet med ny belysning, beplantning og inventar og der skabes nye muligheder for ophold og aktivitet i gårdrummene.

Tidsplan

Anlægsarbejdet deles i 2 primære etaper:

  • Område 1 udføres i perioden 2. juli-30. oktober.
  • Område 2 udføres i perioden 15. september-15. december

En mindre del af parkeringspladsen vil indgå i begge etaper, idet den anvendes til materialer m.m.

Del