Novo udvider for flere milliarder igen
Samlet set udvider virksomheden ifølge Michael Hallgren i disse år Novo Nordisks produktion i Kalundborg for 60 milliarder kroner.
Af Jens Nielsen
Novo Nordisk investerer 2 mia. kroner i udvidelsen af det miljøteknologiske anlæg på produktionsfaciliteten i Kalundborg, oplyses i en pressemeddelelse onsdag morgen.
Udvidelsen vil ifølge Novo Nordisk betyde, at man kan behandle industrielt spildevand og biomasse fra alle nuværende fabrikker samt dem, der i øjeblikket etableres på Novo Nordisks og Novonesis' fælles produktionsanlæg i Kalundborg.
- Udvidelsen af det miljøteknologiske anlæg, der blev annonceret i dag, vil fordoble Novo Nordisks årlige rensningskapacitet og fuldt ud dække det behov, der følger med udvidelserne, udtaler Michael Hallgren, der er produktionsdirektør for Novo Nordisk Manufacturing i Kalundborg, i pressemeddelelsen.
Første spadestik
Investeringen vil blive markeret i dag i Kalundborg med en første spadestiksceremoni for udvidelsen af det miljøteknologiske anlæg. Folketingets erhvervsudvalg vil hjælpe med at tage det første spadestik.
Udvidelsen af anlægget starter i andet kvartal af 2024 og forventes at være klar i 2026.
En af flere investeringer
Udvidelsen af anlægget er blot en af mange milliardinvesteringer, som Novo Nordisk har foretaget i Kalundborg de senere år.
Samlet set udvider virksomheden ifølge Michael Hallgren i disse år Novo Nordisks produktion i Kalundborg for 60 milliarder kroner.