Novo Nordisk bidrager til hovednavn på festival

Novo Nordisk bliver medsponsor af Kalundborg Rock’er.

Novo Nordisk bidrager til hovednavn på festival
Novo Nordisk har besluttet, at de vil bidrage til sommerens festival på Gisseløre. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk  

Novo Nordisk bliver medsponsor af Kalundborg Rock’er. Festivalen, der til august kan fejre 25-års jubilæum, vil nemlig modtage økonomiske støtte til et af årets hovednavne på scenen. 

Novo Nordisk har netop meddelt, at de vil bidrage, med op til 10 mio. kr. over de næste fem år, til kulturlivet i Kalundborg i form af et nyt kulturfællesskab, hvor lokale virksomheder bidrager økonomisk til et rigere kulturliv. Nu har virksomheden ydermere besluttet, at de vil bidrage til sommerens festival på Gisseløre i form af et stort beløb til et udenlandsk hovednavn. Navnet på det udenlandske band vil blive offentliggjort i begyndelsen af februar.

”Vi synes, at Kalundborg Rock´er er et godt match. Festivalen er i dag en kulturinstitution - ikke bare for Kalundborg og byens borgere, men for hele Vestsjælland. Derfor er vi glade for at kunne hjælpe med sikre et hovednavn i år, som en af festivalens medsponsorer. Det er vigtigt for os at tage del i områdets udvikling, og vi har igennem flere år støttet en lang række tiltag, der gør en forskel for Kalundborg og omegn, især på kultur og uddannelsesområdet,” siger Michael Hallgren, produktionsdirektør i Novo Nordisk Kalundborg.

Kalundborg Rock’er afholdes hvert år i august, således også i år. De har gennem årene underholdt mange tusinde mennesker – unge som ældre - med de største danske musiknavne på scenen på Gisseløre – lige ud til vandet ved Kalundborg Fjord.

Del