NOV og frivillige skaber varme for børn i Kalundborg

NOV har netop doneret midler, der vil gå direkte til at købe varmt vintertøj og støvler til børn i Kalundborg-området.

NOV og frivillige skaber varme for børn i Kalundborg
Fra Red Barnet deltog Ulla Agerskov, formand og Holger Nielsen næstformand til modtagelsen af donationen fra NOV. Foto: NOV

gitte@tv-kalundborg.dk 

I går fejrede verden FN’s Internationale Frivillighedsdag – en dag dedikeret til at anerkende de millioner af frivillige og støtter, der bidrager til at skabe en bedre og mere bæredygtig fremtid. Hos Red Barnet Kalundborg er frivillighed hjørnestenen i arbejdet for børn og familier i udsatte positioner, og denne dag markeres med en særlig tak til NOV for deres generøse støtte.

NOV har netop doneret midler, der vil gå direkte til at købe varmt vintertøj og støvler til børn i Kalundborg-området. Denne støtte gør det muligt for Red Barnet Kalundborg at sikre, at flere børn i udsatte positioner kan holde varmen og føle tryghed i den kolde vintertid.

“Vi er stolte over at kunne støtte Red Barnet Kalundborg i deres arbejde. For os er det vigtigt at bidrage til det lokalsamfund, vi er en del af, og gøre en reel forskel for børn, der har brug for hjælp. Vi håber, at vores bidrag kan skabe glæde og varme denne vinter, ” siger Torbjörn Weywadt Nilsen, Acting President hos NOV SPS.

Frivillighed gør en forskel

FN’s Internationale Frivillighedsdag handler om at fremhæve de frivillige kræfter, der ofte arbejder bag kulisserne for at skabe positive forandringer. Hos Red Barnet Kalundborg er et dedikeret team af frivillige drivkraften bag aktiviteter som familieoplevelsesklubben, sommerlejre og håbet om at kunne realisere en tur med Fulton-skibet for unge fra området til næste år.

“Vi håber, at flere har lyst til at blive en del af vores arbejde. Der er altid brug for frivillige til vores aktiviteter og ferielejre. Lige nu søger vi også en kasserer og en kommunikationsleder, der kan hjælpe med at styrke vores sociale medier og dele de gode historier fra vores aktiviteter,” siger Ulla Agerskov, formand for Red Barnet Kalundborg.

Om Red Barnet Kalundborg

Red Barnet Kalundborg er en lokalforening under Red Barnet Danmark. Foreningen arbejder for at skabe tryghed, fællesskab og gode oplevelser for børn i udsatte positioner og deres familier.

Del