Nat i Naturen

Sanserne skærpes og lydene intensiveres, når mørket på nattehimlen tager over.

Nat i Naturen
Danmarks Naturfredningsforening Kalundborg afdeling inviterer på Nat i Naturen den 7. september.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Alt for få danskere har oplevet intens nattemørke og går dermed glip af unikke naturoplevelser. Sanserne skærpes og lydene intensiveres, når mørket på nattehimlen tager over.

Derfor inviterer Danmarks Naturfredningsforening Kalundborg afdeling på Nat i Naturen den 7. september, hvor man kan opleve nattelivet på nærmeste hold. Naturoplevelserne venter.

De sidste gløder i bålet dør ud, mørket sænker sig, og stilheden breder sig. En nat i naturen er en helt særlig oplevelse for både børn og voksne. Når man slukker for skærmene og tænder bålet, skærpes sanserne, og man kommer hinanden ved på en ny måde, alene i mørket sammen med andre.

Den 7.-8. september afholdes det landsdækkende arrangement Nat i Naturen, hvor danskerne opfordres til at træde ud af soveværelserne og nyde natten i det fri. DN Kalundborg inviterer interesserede til deltagelse i Nat i naturen på Tyrsgaards Rekreative Univers lige nord for Tissø. 

Slip hverdagen, mediter og slap af

Slip hverdagen, mediter og slap af. Få stimuleret sanserne, kig op på og lær om stjerner og himmellegemer. Lyt til nattens lyde og find den indre ro, når mørket sænker sig på Tyrsgaard. Børnene kan komme tæt på vandhullet eller gå på naturopdagelse. En lang række af vores mest spændende og vigtige dyr er kun aktive om natten, så hvis man vil lidt tættere på dem, må man gå lidt senere i seng en gang i mellem. 

Naturoplevelser er, at mærke hvordan naturen skaber ro og velvære i krop og sind, at høre vinden i Birketræerne og gå på marken, der har passet sig selv i mange år - her vokser en lang række forskellige skønne planter. Mærke hvordan trampestiens forskellige underlag føles under dine fødder. Måske spotte haren eller agerhønen på marken – eller være heldig og se havørnen på vej til Tissø. Børn, som måske dårligt har rørt et dyr i hele deres liv, vil kunne komme helt tæt på Kune Kune kælegrise, geder, kaniner og hunde. De modige tilbydes at sove på græstagene hos dyrene.

Arrangementet skal være med til at gøre op med at mørket ikke er farligt – men spændende. At høre uglen tude eller fornemme den næsten usynlige flagermus suse hen over hovedet – et lille dyr, som mange uretmæssigt kun forbinder med sygdom og rædsel. Foreningen vil gerne være med til at bidrage til, at både børn og voksne, som normalt ikke færdes og da slet ikke sover ude om natten får en unik oplevelse, som forhåbentlig medfører at de får lyst til at udforske naturen og friluftslivet mere fremover. Et arrangement for hele familien

DN Kalundborg tilbyder overnatning i telt eller hængekøje. Tag gerne eget grej med, ellers stilles der sovepose og liggeunderlag til rådighed, fuld forplejning og bålhygge. Arrangementet er støttet af Friluftsrådet og en del af det landsdækkende event ”Nat i naturen”. Alle arrangementer, der afholder denne særlige aften og nat kan ses på ”natinaturen.dk”.  Begrænset antal pladser. Tilmelding på foreningens hjemmeside.

Del