Nabohjælp, mens du er på ferie
Hvis naboer holder øje med dit hjem, mens du er væk, er der mindre risiko for at få besøg af ubudne gæster.
Sommerferien nærmer sig, og det er højsæson for indbrud. Hvis naboer holder øje med dit hjem, mens du er væk, er der mindre risiko for at få besøg af ubudne gæster. Derfor er det nu tid til at aftale feriehjælp. Nabosamarbejde øger tilmed livskvaliteten og følelsen af tryghed hos den enkelte, viser en ny stor undersøgelse. Det skriver Det Kriminlapræventive Råd i en pressemeddelelse.
Pakke kuffert, købe solcreme og aflevere husdyret til pasning. Har du også en lang liste med ting, du skal nå, inden du tager hul på sommerferien? Nabohjælp opfordrer til, at ’aftaler om feriehjælp’ får en fast plads på listen.
Opmærksomme naboer kan nemlig være den afgørende faktor, når det handler om at forebygge indbrud. Når du rejser væk i ferien, så husk at lave aftaler med betroede naboer om at holde øje med dit hjem: Med vakse øjne og enkle tricks kan de på effektiv vis være med til at skræmme tyven væk.
Nabohjælp er effektiv mod indbrud
Det er gængs viden, at Nabohjælp er et effektivt middel mod indbrud. Men naboer, der samarbejder og tager ansvar for at passe på hinandens hjem i nabolaget, har også indflydelse på den enkelte borgers tryghed og livskvalitet. Det viser en ny, stor undersøgelse af utryghed, som Roskilde Universitet har foretaget for Det Kriminalpræventive Råd og Bo trygt. Her har man kigget på, hvilke forebyggelsesinitiativer borgere tager i forhold til indbrud, og hvad de betyder for borgernes følelse af tryghed og livskvalitet.
Undersøgelsen viser, at hver anden borger er involveret i indbrudsforebyggende nabofællesskaber som fx Nabohjælp, og at den form for indbrudsforebyggelse skaber mere tryghed og livskvalitet end fx alarmer, overvågningskameraer og peberspray.
"Vi ved, at Nabohjælp forebygger op mod hvert 4. indbrud. Derudover er Nabohjælp med til at styrke naborelationer, så man får et større fællesskab i nabolaget. De fleste foretrækker at bo i et nabolag, hvor man trives godt med sine naboer," siger Julie Kofoed, kommunikationskonsulent i Nabohjælp, som Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden står bag.
Brug Nabohjælps app til at aftale feriehjælp
Feriehjælp er enkelt og kan både aftales over hækken, til jeres årlige vejfest, eller når I passerer hinanden i nabolaget. Du kan også bruge Nabohjælps app, hvor du kan invitere dine mest betroede naboer til at passe på dit hus, mens du er på ferie.
"På den måde får dine feriehjælpere løbende gode råd og påmindelser om at få huset til at se beboet ud; fx ved at parkere en bil i indkørslen, tømme postkassen eller flytte rundt på ting. Påmindelserne i appen gør, at feriehjælpen bliver mindre tilfældig, og det er netop systematikken, der snyder tyven," siger Julie Kofoed.
Gode råd: Sådan kan din nabo snyde tyven i ferien:
- Smid lidt skrald i skraldespanden udenfor og kør den på plads, hvis den står og flagrer.
- Tøm postkassen eller skub posten helt ind.
- Parkér din cykel eller bil i indkørslen.
- Hvis du kan, så gå en runde om huset for at se, om alt er ok.
- Send Alt-ok-beskeder til naboen via appen, så han eller hun trygt kan holde ferie.
Få flere gode råd til ferien: nabohjaelp.dk/ferie