Musikbingo til støtte for Knæk Cancer blev en stor succes

Hele beløbet fra salg af bingoplader og amerikansk lotteri gik ubeskåret til Knæk Cancer sammen med 15% af hele tirsdagens omsætning på Kontoret.

Musikbingo til støtte for Knæk Cancer blev en stor succes
Trine Nystrup, medindehaver af Kontoret, som fra scenen styrede slagets gang.

Af Jens Nielsen

Værtshuset Kontoret tyvstartede byfesten tirsdag aften med musikbingo hvor hele overskuddet på næsten 40.000 kr. blev doneret til Kræftens Bekæmpelse.

Både firmaer og private havde på forhånd nærmest stået i kø for at donere gaver til det store musikbingo-arrangement på Kontoret tirsdag aften og samme opbakning var der fra deltagerne til den festlige musikbingo. Hele 263 gæster mødte op for at spille bingo.

”Der er rigtig god opbakning og her er både børn, unge og ældre og det var lige netop det vi havde lagt op til med det her arrangement hvor hele overskuddet doneres til Knæk Cancer,” fortæller Trine Nystrup, medindehaver af Kontoret, som fra scenen styrede slagets gang.

Publikum sang flot med på de mange musiknumre der skulle gættes, der blev støttet flot op om det amerikanske lotteri hvor der var næsten 140 gaver, og halvvejs i arrangementet serverede Kvickly Kalundborg helstegt pattegris til dem som havde købt en madbillet.

Hele beløbet fra salg af bingoplader og amerikansk lotteri gik ubeskåret til Knæk Cancer sammen med 15% af hele tirsdagens omsætning på Kontoret.

Det blev til i alt 38.814 kr. som ringes ind i forbindelse med det store Knæk Cancer show i uge 43.

Pladerne til musikbingo er ikke de traditionelle bingoplader med tal, men derimod sangtitler. Der er 60 musiknumre som bliver afspillet i vilkårlig rækkefølge. I stedet for, at der bliver råbt numre op, så bliver der spillet et stykke musik, som spillerne så skal se, om de har på deres plade. Reglerne er ligesom i almindelig banko. Der vindes en præmie på 1 og 2 rækker samt på den fulde plade.

Del