Minister i fuld sving med ler, gran og kogler

Det var Venstres Vælgerforening Kalundborg, Årby og Tømmerup, der stod bag arrangementet.

Minister i fuld sving med ler, gran og kogler
Lørdag formiddag kunne man møde minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Jacob Jensen (V) på Solskinspladsen. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Lørdag formiddag kunne man møde minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Jacob Jensen (V) på Solskinspladsen i Kalundborg. Her snakkede han med folk, men var også travlt beskæftiget med at lave juledekorationer.

Det var Venstres Vælgerforening Kalundborg, Årby og Tømmerup, der stod bag arrangementet. De havde lavet en konkurrence, hvor man kunne vinde gavekort til Meny Kalundborg, hvis man gættede den hemmelige gæst, der ville være på Solskinspladsen for at lave juledekorationer lørdag. Vinderne er blevet trukket, og gæsten viste sig at være Jacob Jensen.

“Vi gør det for at der sker lidt hyggeligt her i julemåneden, og for at vise vores forening, så kan vi promovere Venstre i Kalundborg, Årby og Tømmerup lidt – og Jacob vil gerne ud og snakke med folk,” fortæller Linda Larsen fra foreningen.

Vil gerne snakke med folk og høre, hvad der sker

Jacob Jensen gik straks i gang med at lave en juledekoration sammen med de andre, der var i fuld gang med ler, gran og kogler.

”I al beskedenhed så har jeg altså lavet mange juledekorationer, og jeg kan godt lide det. Men det handler jo om, at jeg synes, at det er en god tradition at møde op forskellige steder og snakke med folk, og så er det da hyggeligt nu det er ved at være jul. Men jeg vil gerne vide, hvordan det går og hvad der sker rundtomkring. Det er en del af opgaven at være til stede, når det kan lade sig gøre – og at komme ud og snakke med folk er faktisk det, jeg bedst kan lide,” fortæller Jacob Jensen.

Del