Million-støtte til projekt ved Tissø
Nordea-fonden har et projekt, der hedder Naturens Mødesteder, og de har netop i den forbindelse uddelt 31,5 mio. kr. til 41 projekter i Danmark, der skal give danskerne endnu bedre muligheder for at nyde og bruge naturen.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Nordea-fonden har et projekt, der hedder Naturens Mødesteder, og de har netop i den forbindelse uddelt 31,5 mio. kr. til 41 projekter i Danmark, der skal give danskerne endnu bedre muligheder for at nyde og bruge naturen. Projekterne spænder bredt, og omfatter alt fra udvikling af nye aktiviteter i naturskoler og -centre til etablering af nye faciliteter. Fælles for projekterne er, at de har fokus på at skabe inkluderende naturoplevelser for alle. Naturparken Åmosen er blevet tildelt 1 mio. kr. til Tissø Naturobservatorie.
Naturparken Åmosen har netop fået tildelt 1 mio. kr. fra Nordea fonden i forbindelse med projektet ’Naturens Mødesteder’. Pengene skal gå til Tissø Naturobservatorie, der er et projekt, der skal omdannet et tidligere rensningsanlæg ved Tissø til naturobservatorie med fokus på tilgængelighed for folk med fysiske og psykiske handicap.
Rækker ud til nye målgrupper
I projektbeskrivelsen står der: ”Projektet vil bl.a. invitere målgruppen ind i udviklingen af designet af Tissø Naturobservatorie gennem workshops. Nordea fondens støtte går til aktiviteter i forbindelse med etableringen af observatoriet samt til udvikling af formidling om fugle, dyr, vandet og naturen ved Tissø området. Projektet er tiltænkt en bred målgruppe, men med et særligt henblik på at skabe tilgængelighed og række ud til nye målgrupper gennem etablering af samarbejde med socialpsykiatrien, Handicapforbundet samt Dansk Blindesamfund. Renoveringen af det eksisterende rensningsanlæg har fokus på at bevare den omkringliggende natur. Projektet forestås af Naturparken Åmosen i samarbejde med den lokale Dansk Ornitologisk Foreningsgruppe.”
Henrik Lehmann Andersen, der er administrerende direktør i Nordea-fonden er ikke i tvivl om, at det handler om at få endnu flere til at gå på opdagelse i naturen.
“Naturens mødesteder er bemandet med engagerede mennesker og fyldt med fortællinger om vores fantastiske natur. Hvis vi kan være med til at flere går på opdagelse i naturen - også dem der ikke har opdaget den endnu, så er et stort mål nået,” siger han.
Om Naturens mødesteder-puljen
- Naturens mødesteder-puljen var åben fra juni 2024 til november 2024, hvor i alt 57 projekter søgte om støtte.
- Naturens mødesteder-puljen uddeler i alt 31,5 mio. kr. til 41 projekter.
- Nordea-fonden har et almennyttigt formål og støtter projekter, som fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur.
- Se alle de projekter, der har fået støtte gennem Naturens mødesteder-puljen her.