Måske sauna til Kalundborg Havnepark

Projektet indeholder opførelse af en sauna placeret i Havneparken, hvor en nystiftet forening overtager drift og vedligeholdelse efter etablering.

Måske sauna til Kalundborg Havnepark
Måske der kommer en sauna i Kalundborg Havnepark.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Når Økonomiudvalget skal holde møde den 22. januar, skal udvalget bl.a. tage stilling til, hvorvidt der skal godkendes at få lavet en sauna i Kalundborg Havnepark.

Kommunalbestyrelsen har afsat Få det fikset midler til 22 lokalområder i Kalundborg Kommune. Midlerne skal bruges til anlæg i det offentlige rum, og der skal være en lokal demokratisk proces. Kalundborg lokalområde søger nu om penge til projekt ‘Sauna i Havneparken’.

Der søges om 100.000 kr. af den samlede pulje. Den samlede anlægssum for saunaen udgør 367.000 kr. ekskl. arbejdsløn til studerende. Lokalområdet arbejder med at rejse fondsmidler og sponsorater for i alt 267.000 kr. De 100.000 kr. fra få det fikset puljen er således medfinansiering. Projektet indeholder opførelse af en sauna placeret i Havneparken, hvor en nystiftet forening overtager drift og vedligeholdelse efter etablering. Saunaen bliver flytbar.

Kommunalbestyrelsen har for perioden 2023-2026 afsat en ny pulje af ‘Få det fikset’ midler på 14 mio. kr. til projekter i landdistrikter og 22 lokalområder. Kalundborg lokalområdes andel af ‘Få det fikset’ puljen er 2 mio. kr. Lokalområdet har afholdt borgermøde den 8. oktober 2024, hvor otte projekter blev godkendt til samlet 1.883.000 kr.

Projektet opfylder rammerne for anvendelsen af puljen, projektet indebærer dog, at der skal søges om byggetilladelse inklusiv ibrugtagningstilladelse. Man kan læse mere om ‘Få det fikset’ projektet på Kalundborg Kommunes hjemmeside.

Del