Mangfoldighedspris uddelt til caféejer ved familiedag

”Det er efterhånden blevet en fast tradition for Integrationsrådet i Kalundborg at afholde en årlig mangfoldighedsaften"

Mangfoldighedspris uddelt til caféejer ved familiedag
Det blev Shaun Gamble, der står bag Costa Kalundborg Kaffe og caféen i havneparken, der modtog Mangfoldighedsprisen 2025. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Fredag aften gentog Integrationsrådet i Kalundborg succesen fra de seneste år, og havde inviteret til årets Børne- og Familiefest i havneparken, hvor Mangfoldighedsprisen samtidig blev uddelt.

Det blev Shaun Gamble, der står bag Costa Kalundborg Kaffe og caféen i havneparken, der modtog Mangfoldighedsprisen 2025 i Kalundborg Havnepark fredag sidst på eftermiddagen, hvor mange mennesker var mødt op for netop at fejre mangfoldigheden.

”Det er efterhånden blevet en fast tradition for Integrationsrådet i Kalundborg at afholde en årlig mangfoldighedsaften.

En aften hvor familier og børn mødes i øjenhøjde, uanset baggrund, kultur eller historie.

Formålet med aftenen er klart: at styrke det gode fællesskab, vi alle ønsker at være en del af i Kalundborg, et fællesskab, hvor forskelligheder ikke splitter, men samler.

En Mangfoldighedsaften kan dog ikke afsluttes uden, at vi hylder dem, der går forrest. Derfor uddeles mangfoldighedsprisen hvert år til en person eller forening, der gør en særlig indsats for at fremme forståelse, rummelighed og sammenhold på tværs af forskelle.

I år har vi haft tre stærke kandidater, men valget faldt på Shaun Gamble, for hans evne til at skabe rum, hvor forskelligheder ikke blot accepteres, men værdsættes som en styrke. Han er et forbillede for, hvordan ægte rummelighed ser ud i praksis,” sagde Mustafa Badr, der er formand for Integrationsrådet i Kalundborg, i sin tale til de fremmødte.

Sidste år modtog Nisrin Abtah, der er pædagogmedhjælper på Skolen på Herredsåsen, Integrationsrådets Mangfoldighedspris.

Årets Børne- og Familiefest blev afholdt af Integrationsrådet i samarbejde med Kulturel Kvindeforening i Kalundborg. 

Del