Mange landmænd står med de samme udfordringer over for bl.a. kommunen
På mødet drøftede man bl.a. den kommende Trepartsaftale, DI´s analyse om Lokal Erhvervsvenlighed, boring af grundvand, rekrutteringsudfordringer, og ikke mindst sagsbehandling i og manglende kommunikation med Kalundborg Kommune.
Af Jens Nielsen
En lang række af landmænd savner bl.a. bedre kommunikation med Kalundborg Kommune og har derfor samlet sig i et nyt netværk under Kalundborgegnens Erhvervsråd. Interessen for at være med er stor, 62 mødte op til netop afholdte møde.
Det helt nye netværk for landbrugserhvervet, under Kalundborgegnens Erhvervsråd, har for alvor taget form efter det netop afholdte møde.
Det er anden gang landmændene mødtes, og drøftede netværk og udfordringer - denne gang var der enighed om at få dannet et formaliseret branche-netværk, for at styrke landbrugets sammenhold, og ikke mindst få skabt et fælles talerør. Der er et stort ønske om et styrket samarbejde med det øvrige erhvervsliv på Kalundborgegnen.
Der var enig om et stort behov for en mere formaliseret mødeform, og en forankring hos Erhvervsrådet. På mødet drøftede man bl.a. den kommende Trepartsaftale, DI´s analyse om Lokal Erhvervsvenlighed, boring af grundvand, rekrutteringsudfordringer, og ikke mindst sagsbehandling i og manglende kommunikation med Kalundborg Kommune.
Landbrugserhvervet drøftede samtidig vigtigheden af et tættere samarbejde med det øvrige erhverv, herunder Forsyningen og Symbiosen, faktisk er landbruget en vigtig brik i hele symbiosen, fordi de aftaler en masse restprodukter fra industrien.
Alle som driver erhvervs landbrug er meget velkommen i netværket
”Det er vigtigt for styregruppen at påpege, det her er ikke et lukket forum med særligt inviterede,” udtaler Poul Henrik Prahl – og fortsætter ”Vi er jo bare en håndfuld landmænd som har rakt ud til dem vi selv lige kendte til, og bad dem så sige det videre til deres nabolandbrug – så simpelt er det her startet”.
Styregruppen består i øvrigt af formand Andreas Hastrup, øvrige landmænd i gruppen er Anders Andersen, Nikolaj Johansen, Søren Gammelby, Tom Johansen og Poul Henrik Prahl.
Next step – og næste møde
”Vi skal i gang med tre ting; samarbejde, samarbejde og samarbejde,” siger Andreas Hastrup ”Samarbejde med hinanden, Samarbejde med Kalundborg Kommune, Samarbejde med det øvrige erhverv, Forsyningen og Symbiosen – Netværket vil søge indflydelse på processer, og være konstruktive for innovative nye løsninger.”
Næste møde i netværket bliver mandag den 24. februar, hvor Borgmester Martin Damm og direktør Jes Bo Tobiassen, Kalundborg Forsyning er på podiet med relevante indlæg for landbrugserhvervet.
”Så kære kollegaer i landbruget, en åben invitation ind i ”folden” så endelig ræk ud til erhvervschef Lene Bach Jørler – eller endnu bedre få en snak med en fra styregruppen,” siger formand Andreas Hastrup.