Mand reddet ud af brændende bil
Bilen skal nu undersøges nærmere af politiets brandefterforskere, der skal forsøge at fastslå årsagen til, at bilen brød i brand.

Af Jens Nielsen
Vestsjællands Brandvæsen rykkede onsdag aften ud til Bregningevej mellem Bregninge og Bjergsted, hvor en mand måtte reddes ud af en brændende bil.
Politi og brandvæsen blev alarmeret onsdag aften kl. 20.49 hvor en forbipasserende slog alarm. Da redningsfolkene kom frem til stedet, befandt føreren af bilen sig fortsat i bilen. Føreren, en 89-årig mand fra Jyderup, blev reddet ud af bilen.
Han forklarede, at der under kørsel kom ild og flammer i køretøjet, og at han ikke kunne komme ud af køretøjet. Manden, der er kommet alvorligt til skade, blev kørt på sygehuset til behandling. Bilen skal nu undersøges nærmere af politiets brandefterforskere, der skal forsøge at fastslå årsagen til, at bilen brød i brand.