Mand gik amok - Hældte benzin ud i trappeopgang
Manden blev anholdt på stedet og er efterfølgende blevet indlagt og sigtet for forsøg på brandstiftelse, oplyser politiet.
Af Jens Nielsen
Torsdag sidst på eftermiddagen måtte politiet anholde en mand efter han var gået amok og havde hældt benzin ud i en opgang.
Politiet blev torsdag kl. 17.51 kaldt til Sct. Olaiparken i Kalundborg hvor en dansk mand var gået amok i en opgang. Han havde bl.a. hældt benzin ud over hele opgangen og derfor blev Vestsjællands Brandvæsen også tilkaldt.
”Der er tale om en 34-årig psykisk uligevægtig mand som i øvrigt også var beruset, som havde hældt benzin ud i opgangen og efterfølgende havde han trukket sig fra stedet uden at sætte ild til benzinen,” fortæller presseafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi.
Manden blev anholdt på stedet og er efterfølgende blevet indlagt og sigtet for forsøg på brandstiftelse, oplyser politiet.
Brandfolkene fra Vestsjællands Brandvæsen fik spredt flere sække med kattegrus ud i opgangen for at suge benzinen op.