Man undres

Læserbrev: Man undres

Det er indiskutabelt, at det ikke er nemt at være politiker; aldrig kan man gøre alle tilfredse.

Der sker så mange ting i Kalundborg, gode ting. Hele havneprojektet, snart med sauna. Nyt Kulturhus. Nye uddannelser. Den grimme p-plads skal renoveres. Der bygges helt vildt, så man fornemmer ikke en egentlig mangel på penge; man undres til tider over prioriteringen af, hvorledes man bruger de kommunale skattekroner, og fondsmidler.

For politik er prioritering, og nu har man så valgt at renovere Møllebakketrappen. En, for mig at se, nydelig trappe, som er sikker at færdes på, så hvad får politikerne til at vælge den, i stedet for Skibslågen?

Den historiske trappe, der gennem hundredevis af år har forbundet Højbyen med den lavere liggende bydel.

Bevares, måske er politikerne ikke historieinteresserede. Det er ikke alle, der er det.
Så kunne sikkerheden måske være en drivkraft; man kan da ikke være ligeglade med borgernes sikkerhed, og det er man jo heller ikke, man har sat et advarselsskilt op. Et skilt af høj kvalitet, fæstnet så solidt i jorden, at man næsten får den tanke, at skiltet kommer til at stå der i årevis?

Hvad så med det fornuftstyrede valg?

Hvad hvis man i byrådet iagttog et billede af Møllebakketrappen, og et af Skibslågen? Og så lod fornuften råde. Kan der så være nogen som helst tvivl om, hvad man burde bruge penge på? Jeg ville som politiker, med den groteske sammenligning af de to trapper, straks ringe til museet og få etableret et samarbejde om en ny trappe.

For så ligeglad kan man da ikke være med byens historie. Vi har en forvokset rådden havebro, der forbinder Højbyen med Ruinøen. Totalt i forfald, og så en asfalteret trappe, der for længst er faldet helt sammen.

Man undres.

Mette Brünnich Meier