'Man bliver glad i låget'
Der er lavet en sti rundt på marken hvor alle kan gå en tur og opleve de flotte gule solsikker, der er også flere som rider en tur i marken og Jette og Peter Rubjerg deler gerne solsikkerne med andre.
Af Jens Nielsen
Jette og Peter Rugbjerg fra Kåstrup Holmevej har tre tønder land fyldt med solsikker. Og alle kan komme forbi og plukke en buket.
”Der er masser af bier og brumbasser lige nu, man bliver så glad i låget af at gå der og det vil vi gerne dele med andre,” ordene kommer fra Peter Rubjerg på Kåstrup Holmevej, som har sået tre tønder land (16.000 kvadratmeter) med solsikker som lige nu står flotte og indbydende.
Ideen til den store solsikkemark kommer fra parrets bryllupsrejse til Sydfrankrig tilbage i 1987 hvor de blev inspireret af de flotte solsikkemarker.
I 2013 anlagde Jette og Peter Rubjerg så deres første solsikkemark bag ejendommen på Kåstrupvej, men de sidste par år er solsikkerne blevet sået på en mark helt ud til Kåstrup Holmevej til glæde for dem som kører forbi.
Der er sået 45 kg. solsikkefrø som nu er blevet til godt to meter høje solsikker og det er ikke kun for at det skal være smukt, det har også en stor værdi i forhold til biodiversiteten.
”Der er så mange monotone marker her ude på landet, når rapsen har blomstret i 14 dage, så er der ikke mere som bier, insekter og småfugle kan leve af, derfor er der rigtigt meget liv i solsikkerne,” fortæller Peter Rugbjerg.
Der er lavet en sti rundt på marken hvor alle kan gå en tur og opleve de flotte gule solsikker, der er også flere som rider en tur i marken og Jette og Peter Rubjerg deler gerne solsikkerne med andre.
”Alle er velkomne om de bare vil gå en tur i marken eller de vil plukke en buket og tage med hjem, så er de velkomne, man skal bare lige huske en havesaks, og det er helt gratis, vi vil gerne dele oplevelsen med andre,” fortæller Peter Rubjerg.