Lotte fyrer med elefantgræs og er selvforsynende
Elefantgræs er en afgrøde, der kan høstes hvert år i 20 – 25 år frem og på den måde vil Lotte Ibsen være selvforsynende med varme mange år frem.
Af Jens Nielsen
Lotte Ibsen har plantet en hektar med elefantgræs, en afgrøde som høstes en gang om året og bruges som brændsel i stedet for træpiller. Elefantgræsset gør Lotte Ibsen 100 procent selvforsynende med varme.
10.000 elefantgræsplanter står og svajer i vinden på en mark i Tranemosen ved Ellede i Kalundborg. De mange stiklinger blev sat sidste år og er nu allerede op mod tre meter høje.
Det er Lotte Ibsen, tilflytter til Kalundborg og ejer af et ældre landsted i Tranemosen, som har sat de mange elefantgræsplanter og det er ikke kun for, at det skal se pænt ud, planterne skal høstes og bruges som brændsel i stedet for træpiller.
Ideen med at bruge elefantgræs som brændsel stammer fra Tyskland og er også forholdsvis udbredt i Sønderjylland, mens metoden ikke er så udbredt på Sjælland, endnu.
”Fordelen ved elefantgræs er, at det ikke skal tørres, det skal ikke sprøjtes, det skal ikke gødes, det skal bare gro fra år til år og så høstes, snittes og direkte ind i et stokerfyr. Det er win-win i stedet for at fælde træer og lave om til træpiller,” fortæller Lotte Ibsen, mens hun går rundt mellem de høje elefantgræsplanter.
Elefantgræs høstes med en majshøster og snittes i 2-3 cm. længde klar til at putte i fyret. Elefantgræs har typisk et vandindhold på 8-10 procent og er dermed lagerfast med det samme. Samtidig er det en afgrøde, der kan høstes hvert år i 20 – 25 år frem og på den måde vil Lotte Ibsen være selvforsynende med varme mange år frem.
En hektar elefantgræs giver nok brændsel til opvarmning af en bolig på 175 kvadratmeter.
”Vildtet elsker også elefantgræsset, her er rigtigt meget kronvildt og de kan gå inde mellem de høje planter og gemme sig for jægerne og når bladene falder af planterne, får de lov til at ligge og på den måde være med til at give en masse biodiversitet, det er et eldorado for dyrene,” fortæller Lotte Ibsen.
En ekstra bonus
Elefantgræsset er ud over at være glimrende som brændsel, også er fortrinligt som strøelse i hestestalden.
”Man har fundet ud af, at ud over brændsel så er elefantgræsset også fortrinligt som strøelse i fx hestestalden fordi fluer fx ikke vil lægge æg i elefantgræs som de gør i halm. Jeg kan ikke selv bruge alt vores elefantgræs til brændsel, så jeg vil da forsøge at sælge noget af det til strøelse,” fortæller Lotte Ibsen.
De 10.000 elefantgræsstiklinger har kostet 30.000 kr., fordelt over 25 år bliver det en meget billig varmekilde for Lotte Ibsen.