Lokalt revisionsfirma bliver også en del af Beierholm

Beierholm kan byde velkommen til Revisionsfirmaet Obsen & Nielsens tidligere ejere, Carsten Nielsen og Jørgen Pedersen samt yderligere 6 medarbejdere

Lokalt revisionsfirma bliver også en del af Beierholm
Suzette Hansen, Steffen Møller Jensen og Tony Mouridsen, alle tre partnere i Beierholm med kontor i Kalundborg, får en række af nye kollegaer d. 1. januar. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Suzette Hansen, Steffen Møller Jensen og Tony Mouridsen, alle tre partnere i Beierholm, med kontor i Kalundborg, får en række af nye kollegaer d. 1. januar når det lokale revisionsfirma Obsen & Nielsen bliver en del af revisions- og rådgivningsvirksomheden Beierholm.

Revisionsfirmaet Obsen & Nielsen i Kalundborg har indgået en aftale med revisions- og rådgivningsvirksomheden Beierholm. Det betyder, at Revisionsfirmaet Obsen & Nielsen pr. 1. januar 2025 skifter navn til Beierholm, og fortsætter aktiviteterne fra Beierholms kontor i Kalundborg, det oplyses i en pressemeddelelse.

Dermed kan Beierholm byde velkommen til Revisionsfirmaet Obsen & Nielsens tidligere ejere, Carsten Nielsen og Jørgen Pedersen samt yderligere 6 medarbejdere, der alle bliver en del af Beierholm. Om beslutningen fortæller Jørgen Pedersen:

”Jeg er overbevist om, at Revisionsfirmaet Obsen & Nielsens kunder, som tæller mange ejer-drevne mindre og mellemstore virksomheder, vil føle sig hjemme, når vi skifter navn til Beierholm. Både fordi den nære kunderelation vil forblive intakt og fordi Beierholm, ligesom Revisionsfirmaet Obsen & Nielsen, lægger stor vægt på lokal tilstedeværelse. Med Beierholms stærke fokus på ejerdrevne mindre og mellemstore virksomheder ser jeg sammenlægningen som et rigtig godt match.”

Hos Beierholm glæder partner Steffen Møller Jensen sig også over aftalen:

”Vi ved fra vores egne kunder, at de efterspørger stadig mere kompleks rådgivning om blandt andet skatteforhold, digitalisering og outsourcing – og vi tilbyder ydelser, der matcher den efterspørgsel. Vi glæder os til at stille dem til rådighed for Revisionsfirmaet Obsen & Nielsens nuværende og kommende kunder. Samtidig glæder vi os til at tage godt imod medarbejderne fra Revisionsfirmaet Obsen & Nielsen, som med deres erfaring og kompetencer vil styrke Beierholm yderligere. Vi lægger jo vægt på at kunne følge virksomhederne gennem hele deres livscyklus og tilbyde rådgivning, der flytter forretningen, uanset hvilke udfordringer de står med. Det vil vores nye kolleger uden tvivl komme til at yde et godt bidrag til.”

På Vestsjælland har Beierholm kontor i både Kalundborg og Slagelse, og på landsplan beskæftiger Beierholm ca. 2.000 medarbejdere på 42 kontorer. 

Revisionsfirmaet Obsen & Nielsen har hidtil haft kontor i den bygning på havnen i Kalundborg som skal omdannes til kulturhus.

Del