Lokal fond fortsætter sin støtte til kulturen i Kalundborg

Alene i Kalundborg Kommune har fonden givet 30 mio. kr. til forskellige projekter de seneste tre år.

Lokal fond fortsætter sin støtte til kulturen i Kalundborg
Anne Lise Schjeldal fortæller om, hvordan det hele begyndte med Bent O. Jørgensens Fond, der har støttet forskellige projekter i Kalundborg Kommune med omkring 30 mio. kr. de sidste tre år. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Mange kalundborgensere har nok gennem tiden hørt navnet Bent O. Jørgensen – og det er slet ikke så mærkeligt. Han stiftede nemlig tilbage i 1986 Bent O. Jørgensens Fond, der er en fond med flere formål, herunder støtte til velgørende, kulturelle, sportslige eller lignende formål, med særlig fokus på projekter med tilknytning til Kalundborg Kommune. Alene i Kalundborg Kommune har fonden givet 30 mio. kr. til forskellige formål de seneste tre år.

TV-Kalundborg.dk har været på besøg hos Anne Lise Schjeldal, der var gift med Bent O. Jørgensen, og som er en del af Bent O. Jørgensens Fonds bestyrelse. Gennem årene har fonden bidraget til mange kulturelle initiativer i Kalundborg Kommune. Fx muliggjorde en generøs donation fra fonden, sammen med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen, at Museum Vestsjælland i december i år kunne erhverve tre guldalderværker af den lokale kunstner J. Th. Lundbye. Disse værker, der skildrer landskaber omkring Kalundborg, er planlagt at blive udstillet på Kalundborg Museum i foråret 2025. Derudover har fonden bl.a. også støttet restaureringen af Vor Frue Kirke i Kalundborg med en betydelig donation på 15 mio. kr. – en støtte, der har været afgørende for bevarelsen af kirkens historiske struktur og dens fortsatte rolle som et kulturelt vartegn i byen.

Eventyret om Kalundborg Autotransport

Ved det robuste, men smukke gamle skrivebord i villaen i Kalundborg sidder Anne Lise Schjeldal og fortæller om Kalundborg Autotransport samt Bent O. Jørgensens Fonds historie. På væggen hænger et stort billede af hendes afdøde mand, der for mange år siden startede hele forretningseventyret.

Eventyret om Kalundborg Autotransport begyndte egentlig på Sydhavnsvej i Kalundborg. Vognmand Bent Jørgensen startede i 1962 i Kalundborg med en enkelt ladvogn under navnet Kalundborg Autotransport. I 1978 stiftede han Jydsk Autotransport A/S. De to virksomheder blev i år 2000 fusioneret, og hedder i dag Dansk Auto Logik. Hovedkontor ligger nu i Vamdrup ved Kolding, og der ligger også en afdeling i Ringsted.

Dansk Auto Logik er en stor transportvirksomhed, hvor biler modtages med jernbane eller lastvogn. Efter klargøring bliver de sendt videre til forhandlerne landet over. Arealmæssigt er virksomheden en af Kolding Kommunes største virksomheder, da man råder over 500.000 m2, hvor man årligt håndterer omkring 400.000 biler. I alt beskæftiger virksomheden ca. 360 medarbejdere og havde i 2022/23 en omsætning på 445 mio. kr.

”I Vamdrup Kommune, som det hed dengang, stod man med åbne arme, og alt kunne lade sig gøre, hvorimod man i Kalundborg Kommune dengang holdt igen. Så hovedkontoret flyttede, og Bent og jeg fik kontor hjemme i privaten, da Kalundborg Afdelingen arealmæssigt blev for lille” fortæller Anne Lise Schjeldal.

Fonden bliver til

Tiden var med vognmand Bent O. Jørgensen. Han arbejdede hårdt og tjente gode penge. Men det betød også, at der skulle betales formueskat. Men vognmanden havde brug for pengene til at udvikle firmaet. Det gik virkelig stærkt, og som bekendt koster det penge, at tjene penge. Her kom fonden ind i billedet. Bent O. Jørgensens Fond ejer i dag firmaet, og passer på den overskydende likviditet.

”Bent var nødt til at lave en fond for at lade kapitalen blive i selskabet, så han havde penge til at udvikle med. Men derudover betød Kalundborg også meget for ham, og ligeså alle hans ansatte. Det gik godt, og det betød også, at fonden fik flere og flere penge og kunne uddele legater. Han gik meget op i at hjælpe sine ansatte. Det var jo dem, der tjente pengene, som han sagde. Og de ansatte har også altid været meget glade for Bent. Jeg får stadig tilkendegivelser den dag i dag på, at vi har mange ansatte, der er glade for at være i firmaet,” fortæller Anne Lise Schjeldal, der alt imens vi sidder og taler, får leveret en pakke fra en ansat, der har lavet julepynt og skrevet julekort til hende.

Fortsat brug for støtte til kulturelle formål i Kalundborg

Bent O. Jørgensen døde i december 2021, men fonden er fortsat i dag engageret i at fremme kulturelle og historiske projekter i Kalundborg Kommune, og hans hustru Anne Lise Schjeldal er fortsat aktiv i bestyrelsen for Dansk Auto Logik A/S, og laver ligeledes regnskabet for fonden, som hun i øvrigt har gjort fra begyndelsen. Hun er ikke i tvivl om, at man er nødt til at bruge mange penge på kulturen Kalundborg by, hvis man vil have folk til at flytte til byen.

”Det betyder meget for fonden, at vi gør noget for kunst og kultur i Kalundborg By. Det har vi faktisk prioriteret højt i den senere tid, og vil fortsat gøre det. For det er der i den grad brug for. Man tør ikke rigtig tænke stort nok herude, og mange ting bliver gjort halvhjertet, hvad angår kulturelle tilbud. Kalundborg Kommune er alt for langt bagefter på det kulturelle område, og vi snakker hele tiden om, at vi vil tiltrække tilflyttere, men så skal vi da også huske på, at Kalundborg er fyrtårnet i kommunen. Det er Kalundborg, der skal konkurrere mod Slagelse og Holbæk, ikke alle de små byer i kommunen. Vi har, i fonden, de sidste tre år brugt ca. 30 mio. kr. på Kalundborg Kommune, men nu må kommunen altså også komme i gang” understreger Anne Lise Schjeldal, der i øvrigt fortæller, at udover at bidrage til forskellige projekter i Kalundborg Kommune, har fonden også søgt om tilladelse til at støtte formål i Kolding samt Ringsted Kommune, idet de gerne vil bidrage til de kommuner, hvor de har til huse – og dermed tage et socialt ansvar.

Bent O. Jørgensen

Bent Orla Jørgensen blev født den 5. juli 1935, og døde den 2. december 2021. Han stiftede Kalundborg Autotransport i 1962, det der i dag hedder Dansk Auto Logik A/S, og er Danmarks største autotransport virksomhed. Han blev gift med Annelise Schjeldal i 1989. Han købte en færge i 1980'erne, som han døbte Trailer og oprettede Trailer-ruten, der havde stor succes fra 1985-1990, hvor Trailer sejlede mellem Kalundborg og Juelsminde. Han transporterede hovedsageligt sine kunders biler mellem Kalundborg Autotransport og Jydsk Autotransport på Trailer. I dag har Dansk Auto Logik hovedkontor i Vamdrup, der ligger i Kolding Kommune samt en stor afdeling i Ringsted.

Bent O. Jørgensens Fond

I 1986 stiftede han Bent O. Jørgensens Fond. I dag består bestyrelsen for fonden af formand Sys Rovsing, Kjeld Christensen, Keld Kamstrup.

Man kan ikke søge fonden om legater. Bestyrelsen finder selv de gode formål, de gerne vil støtte, og uddeler efterhånden virkelig store beløb.

Fondens uddelingsformål er bl.a. at støtte og betrygge nuværende og tidligere ansatte i de selskaber, hvori fonden indirekte er bestemmende, især gennem legater til ansatte, der efter lang og tro tjeneste, er fratrådt på grund af alder eller sygdom, og at kunne yde bidrag til velgørende kulturelle, sportslige eller lignende formål, med særlig hensyntagen til sådanne formål, der har tilknytning til Kalundborg Kommune.

Anne Lise Schjeldal modtog på fondens vegne prisen som Årets Heltinde i region Sjælland i 2022. Det er en af de erhvervspriser, som revisionsselskabet PWC uddeler hvert år i samarbejde med Nykredit, Dansk Erhverv og Finans. Fonden fik prisen, fordi den havde gjort sig særligt bemærket i lokalsamfundet.

Bent O. Jørgensen Fond har bl.a. doneret penge til:

  • Vor Frue Kirke
  • Sejerøhuset
  • Lundbye malerier
  • Lundbye statue
  • Røsnæs Forsamlingshus
  • Landmarks på Røsnæs
  • Nyby Havn
  • Årby Fritidscenter
  • Naturparken Åmosen
  • Møllebakke trappen
  • Rosenhave på Møllebakken
  • Asylbørnehaven i Kalundborg
  • Tissø Roklub
  • Svebølle Boldklub
  • ”Huset Askmand” i Bjergsted
  • Lys på Kalundborg
  • Professionshøjskolen Absalon

Del